uleaftensdag 2017 gik sprinkleranlægget på scenen i Deutsche Oper i Berlin i gang, og scenen svømmede over. Rengøringspersonalet havde ved en fejl sat det i gang. Nogle forestillinger blev aflyst, en del af repertoiret måtte lægges om, andre forestillinger fik en mere beskeden scenetilværelse. Men rengøringsarbejdet efter uheldet er færdiggjort, og ny teknik er ved at blive installeret hurtigere, end man havde forventet det. Men regningen er stor, mellem fire og fem millioner euro, vel nærmet det sidste, altså godt 35 millioner kroner. Men aftalen med forsikringsselskabet er i orden.

Midt i marts måned har Deutsche Oper premiere på en så sjældent opført opera som Erich Wolfgang Korngolds ”Das Wunder der Heliane” fra 1927, Da vil drejescenen være i orden, mens resten af det nye tekniske apparatur må vente til maj med at stå helt klart. Opsætningen af Korngolds opera får et nyt, mere behersket scenebillede, end det oprindeligt var tænkt, men som er tilpasset instruktørens ide. 

Ellers går godt i Berlin

Men ellers går det godt i Berlin, som jo har den kunstneriske luksus at have tre store operascener. De får alle flere penge i den kommende sæson 2018-19, 11 millioner euro mere fra staten. Men nu er det Staatsoper unter den Linden, som får flest penge, som kommer specielt Daniel Barenboims Staatskapelle til gode. Konkurrencen mellem de to største operascener, Staatsoper i øst og Deutsche Oper i vest er problematisk. Ved sammenlægningen af Tyskland fik Deutsche Oper klart det største tilskud, men ved alle reguleringer siden er Staatsoper blevet mest tilgodeset og det også denne gang. Staatsoper vendte i efteråret tilbage til det kraftigt ombyggede teater på Unter den Linde.

En oversigt over de tre operascener med kommende højdepunkter i programmet ser sådan ud. Kilden for tallene er Berliner Morgenpost.

Staatsoper Unter den Linden: Ansatte 600. Tilskud: 72.030 millioner euro. Sidste sæson i Schiller Teater i vest en belægning på 92 % med 160.000 besøgende til 263 forestillinger. Pladser i den nye store sal 1356. Højdepunkter fem til sommeren: Wagners ”Tristan og Isolde” Verdis ”Falstaff” og ”Macbeth”.

Deutsche Oper: Ansatte 512. Tilskud 63.972 millioner Euro. 241.000 tilskuere på trods af aflyste forestillinger grundet vandskaderne. Pladser i den store sal 1859. Kommende højdepunkter: Korngolds ”Das Wunder der Heliane” dirigeret af Marc Albrecht, iscenesættelse Christof Loy 18.marts. Johann Strauss’ ”Flagermusen”, sat scene af Rolando Vilazón og dirigeret af Donald Runnicles 28. april. Verdi-dage fra 3. til 27. maj med 17 opførelser af seks operaer.

Komische Oper: Ansatte 414. Tilskud 47 millioner euro. I 2017 besøgte 213.300 mennesker 241 forestillinger, hvilket gav en belægning på 87,4 %.  Pladser i den store sal 1190. Offenbachs ”Blaubart” (Blåskæg) i Stefan Herheims iscenesættelse har premiere den 17. marts, Sjostakovitjs ”Næsen” den 16. juni. Til efteråret finder en Bernstein-Weill festival sted, da Barrie Kosky sætter Bernsteins ”Candide” op.  

Fantasier for børn i alle aldre

Vildtvoksende fantasier hedder en ny cd. Indholdet er helt anderledes. Musikeren og forfatteren Kristian Leth har fået en god ide. Og resultatet er spændende. ”Musikhistorier for børn” kalder han sin cd, hvor han hverken spiller eller taler selv, men som han har lavet ”kuratering” til, hvad det så betyder i denne sammenhæng. Vigtigere er, at han har skrevet tekster til 13 stykker nyere musik af Per Nørgaard (5), Pelle Gudmundsen-Holmgreen (4), Vagn Holmboe (2) og et stykke hver af Poul Ruders og Ruud Langgard. Der er mange slags musik.

Historierne er korte. De er for børn, står der. Og det er rigtigt, at musik og historie sammen sætter fantasien mere i gang, end den meste musik alene vil gøre det. Og musikken synes at være skrevet til historierne, selv om det er omvendt. Teksterne inspirerer til at lytte. Vejen er åben til at lytte efter noget, som man måske selv ikke turde lytte efter. De tildigtede historier er ikke for børn alene, men i hvert fald også for forældre, som ideelt skal høre denne musik sammen med deres børn. Lad os bare sige, at her er en cd for børn i all aldre.

Erik Kaltoft spiller for eksempel fire klaverstykker af Nørgård. Lad os tage teksten til stykket ”Nattens lys” om en nattergal. ”Denne fugl begynder med at synge en smuk sang om en der hedder Paul. Men så glemmer den alt hvor den kommer fra. Og om Paul. Og hvad den mener med det. For det er jo bare en fugl. Og fugle mener ikke så meget. De flyver og spiser og fløjter til hinanden”. Se, det er jo i virkeligheden en beskrivelse af, hvordan man skal lytte uden nødvendigvis at søge at finde ind til en bestemt mening. De broget forskellige historier, som altså er digtet til eksisterende musik, er korte og inspirerende – for børn og voksne i alle aldre.

Programmet er en plakat til at folde ud med alle tekster i et elevator-design. Musikstykkerne er korte og lånt fra flere cd’er, men pladenumrene er opgivet, hvis man skulle få lyst til at høre mere. Musikken er også meget forskellig, snart sjov, snart pudsig, snart smuk, men altid fortællende. Giv familien muligheden for at opleve den sammen og blive dygtigere til kunsten at lytte åbent og glad. Dacapo 8.224728. 54 minutter.  

Bo Skovhus i ”Medusas flåde” i Amsterdam

En af største skandaler i det klassiske musikliv fandt sted i Hamburg den 9. december 1968. Det vender jeg tilbage til, når det er sat på plads, at Hans Werner Henzes oratorium ”Das Fluss der Medusa” opføres som opera på Den hollandske nationalopera i Amsterdam med Bo Skovhus i hovedpartiet den 13., 15., 18. 20., 23. og 26. marts. Gode navne som Ingo Metzmacher dirigerer, og Romeo Castelluci sætter i scene.

Oratoriet/operaen fortæller om skibet Medusa, der stødte på grund på en sandbanke i Atlanten ud for Senegal i 1816. 250 fik plads i skibets redningsbåde, mens 147 blev sat på en tømmerflåde. Af dem blev kun 15 reddet. Theodore Gericault malede året efter et berømt billede af forliset.

Forliset blev emne for mange diskussioner både om den aktuelle situation dengang og igen i det urolige Tyskland med kriser, debatter og politisk ungdomsopstand i Tyskland 1960’erne omkring mordet på Rudi Dutschke. Også sydamerikaneren Che Guevaras død året før bidrog til, at premieren endte nærmest i slagsmål. Unge vensteorienterede demonstrerede med Henzes velsignelse og stillede op ved siden af orkestret og korene, men et af dem var fra Vestberlin, som ikke ville synge under faner, der for dem var østberlinske, så de erobrede fanerne og smed dem på jorden, og så var slaget i gang. Det blev ingen uropførelse før år efter.

Jeg havde fået lov som eneste anmelder at overvære generalprøven, og således bragte jeg som den eneste i verden en anmeldelse af ”Das Floss der Medusa” i Jyllands-Posten. Dietrich Fischer-Dieskau sang hovedpartiet Jean-Charles, som Bo Skovhus nu synger i Amsterdam. Han varmede op, og jeg, der var i god tid, tænkte, hvor dejligt så god en form han var i, og gik ind. Der sad århundredets største baryton mageligt henslængt i en dyb stol og sang sit parti igennem, mens han kæderøg cigaretter i alle de små pauser i musikken.  

Nézet-Séguin til The Met til sommer

Den 42-årige canadiske dirigent Yannick Nézet-Séguin, som i øjeblikket er chef for Cleveland Orchestra, tiltræder som ny generalmusikdirektør for Metropolitan Operaen i New York allerede til sommer i stedet for som planlagt i sommeren 2000. Han fortsætter i Cleveland på et mindre blus.

Man har på The Met arbejdet ihærdigt på at gøre det muligt, efter at James Levine blev fyret i slutningen af 2017, fortæller New York Times. I stedet for to operaer skal Nézet-Séguin nu dirigere tre nye opsætninger i næste sæson, ”La traviata”, ”Pelleas og Melisande” og Francis Poulencs ”Karmelitindernes dialoger”. Derefter dirigerer han fem nye operaer hver sæson.

Kulturen skånes for nedskæringer – i Østrig

Også i Østrig skal der kæmpes om pengene, når statsbudgettet skal bindes i en finanslov. Den nye kulturminister Gernot Blümel fra ÖVP, det østrigske folkeparti, har for første gang givet udtryk for, hvad han vil med statens tilskud til den seriøse kultur. Det skete, da han blev modtaget af de østrigske filmfolk på biennnalens filmfest i Berlin, hvor østrigerne har mange film med. Ikke blot filminteresserede, men østrigske kulturfolk generelt ånder lettet op. Kulturministeren vil kæmpe for, at den seriøse kultur ingen støtte fratages. Tværtimod.

Herhjemme? Ak ja. En sådan slags kulturminister kender vi jo ikke. Herhjemme har vi tilsyneladende kulturministre, som har til opgave at mindske kulturen.

Billede: Dietrich Fischer-Dieskau – verdenssanger og  kæderyger