Det forlyder, at Placido Domingo skal synge det store basparti baron Ochs i Richard Strauss´ ”Rosenkavaleren” i en produktion på Teatro Real i Madrid og på Liceo-teatret i Barcelona i året 2021.  Denne nyhed kunne spanierne læse den 28. december: Será en una nueva coproducción con el Teatro Real de Der Rosenkavalier que estrenara el Liceo cat en 2021 por el centenario del estreno de la opera en Espana”. Aha, en storstilet fejring af Rosenkavalerens 100 år I Spanien.

Det er morsomt, for det kunne være sandt, og dog. Den 28. december er i Spanien ”fjolsernes dag”, da man også morer sig på samme måde, som vi herhjemme gør med ”aprilsnar”. Jeg har set en række læserkommentarer, i en avis, hvoraf over halvdelen skælder ud på eller gør grin med Domingo, der i 2021 ville fylde 80 år (eller 79 år, for der er lidt tvivl). Han er over den alder, hedder det, hvor han kan synge Ochs, en anden byder over, at han slet ikke kan lære partiet, og en tredje forventer, at han til sin 90 års fødselsdag vil synge Sophies far von Faninal i ”Rosenkavaleren”. Ironien hagler ned over den uskyldige Placido. Mange har ikke opdaget, at de selv er blevet holdt for nar. 

Svingdøren til The Mets Tosca åben

Selv Metropolitan-operaen i New York får ikke altid de kunstnere, som den regner med.  Den store nytårspremiere var Puccinis ”Tosca”. Instruktøren har været den samme fra planlægning til premiere, David McVicar, som efter anmeldelserne at dømme har lagt operaen op i samme flotte stil som France Zeffirellis opsætning fra 1985, som New York´erne elskede. Den blev efter mange år afløst 1909 af en moderne, men kedelig og ret intetsigende opsætning af Luc Bondy, som nu med rette – jeg har selv kedet mig til den - er blevet taget af.  Dermed ikke være sagt, at man forventer, at McVicars opsætning opnår samme succes som Zeffirellis. De amerikanske anmeldelser er blandede med pil opad. Men publikumsmodtagelsen til premieren var meget positiv.

Den originalt publicerede besætning var med Kristine Opulais og Jonas Kaufmann som Tosca og Cavaradossi. Opulais fandt under prøverne ud af, at partiet ikke lå for hende. Kaufmann aflyste efter offentliggørelsen af opførelsen af ”Tosca” med den begrundelse, at han ikke ville være så langt tid i New York borte fra sin familie. Kaufmann har fået en ny kæreste og har siden aflyst meget, måske som hans personlige forhold blæste. Mets operachef Peter Gelb havde hørt om det og havde en forhåndsaftale med Vittorio Grigoli om at træde ind. Da prøverne var begyndt, erklærede Bryn Terfel, som regnes for tidens store Scarpia, at hans stemme trængte til ro et stykke tid. I stedet for de tre trådte med relativt kort varsel og uden at have sunget partierne før den spændende og sikre Sonya Yoncheva, den relativt både-og tenor Vittorio Grigoli (både imponerende og diskutabel) og barytonen Zeligko Lucic, der dog er en erfaren Scarpia, ind.

Der har været flere dirigenter inde i billedet. Oprindelig var den vidunderlige Andriss Nelsons engageret, men da hans kone, Kristine Opulais droppede Tosca, valgte han at droppe med.  James Levine skulle så dirigere i stedet, men inden premieren kom anklagerne mod ham for seksuelle overgreb, og The Met afbrød samarbejdet. Nu dirigerede den franske Emmanuel Villaume, der er chef for operaen i Dallas og har dirigeret flere gange på The Met. Pæne anmeldelser til ham.

Sæsonens sidste omgang med ”Tosca” bliver fra 26. april til 12. maj. Her synger Anna Netrebko, Marcello Alvarez og Michael Volle. (En væsentlig kilde til denne historie er New York Times´ fine gamle anmelder Antonio Tomassini).

p.s. Netavisen Operavores anmelder fortæller denne historie fra premieredagen: ”Annonceringen, der blev sendt over rute 1 undergrundstoget søndag var herligt personligt, da det kørte ind på 66th Street lørdag: ”For the passenger who asked about going to the Metropolitan Opera, this stop is for you”. Sådan er the Met stadig the Met, et New York Mekka trods alle nylige skandaler og grasserende aflysninger”.

p.s. p.s. Jonas Kaufmanns seneste afbud et par dage før en såkaldt galla-koncert her til nytår fandt sted i Rom, hvor det berømte Santa Cecilia-orkester og Antonio Pappano havde arrangeret en Richard Strauss-koncert. Kaufmann skulle have sunget ”Vier letzte Lieder”, som er skrevet for en kvindestemme og ellers altid høres med en sådan. Kaufmann havde i foråret 2017 aflyst en tilsvarende koncert i London. I Rom fik man en endnu bedre tenor, Juan Diego Flórez som erstatning. Flórez havde helt specielt sin egen guitar med til at akkompagnere sig selv i et par numre.

Kendte malere i Wagner-operaer

En ny tendens? Skal der være en stor kunstner med i spillet, når man opfører Wagner? I Bayreuth har man den 25. juli premiere på ”Lohengrin”, ikke med Anna Netrebko som Elsa, som man længe håbede, men hun turde ikke. Hun har haft succes med partiet i Dresden og på en dvd fra Deutsche Grammophon (anbefales), men i Bayreuth er scenen ikke til, at hun kan få et løbebånd med den tyske tekst, som hun er bange for. I stedet får man Münchens Anja Harteros, som længe kun kender til succes. Lohengrin synges af Roberto Alagna, som indrømmer, at det tyske parti er en udfordring, men som glad koncentrere sig om det.  På sikker land er Waltraud Meier som Ortrud og Christian Thielemann som dirigent.

Tendensen? Jo, i Bayreuth har instruktøren Yuval Sharon den kendte maler Neo Rauch til at lave dekorationerne. Og i München, når Thielemanns ærkerival - tør man vist sige - Kirill Petrenko den 28. juni dirigerer Wagners ”Parsifal”, får instruktøren PierreAudi kunstneren Georg Baselitz at arbejde sammen med. En stjernebesætning som Jonas Kaufmann (han skal ikke så langt hjemmefra, så man tør mene, at han kommer) Christian Gerhaber, René Pape og Nina Stemme synger.

Men allerede til Påske kan man i dejlige Baden-Baden se og høre ”Parsifal” med Simon Rattle i spidsen for Berliner Philharmoniker for sidste gang til påske. Han forlader dem til sommer som chefdirigent. Sangerbesætningen er god. Tenoren Stephen Gould, Roxandra Donose, Franz-Josef Selig, Gerard Finley og russeren Eugeny Nikitin er den lovende besætning. Det var den sidste, der blev smidt ud fra Bayreuth, fordi man på hans bryst, som han skulle vise, kunne ane et tatoveret Svastica-kors (det var det nazisterne overtog), et levn fra Nikitins ungdom i en rockgruppe, som ikke anede, hvad nazismen var. Nu er han en verdenssanger. 

Katherina Wagner dropper Leipzig

Operaen i Leipzig, Wagners fødeby, skulle den 17. marts have haft premiere på Wagners ”Tannhaüser” sat i scene af Wagners barnebarn Katherina Wagner, der er operachef for festspillene i Bayreuth. Der er kommet ”organisatoriske vanskeligheder” i vejen. Den internationale Wagner-verden havde set frem til forestillingen. Katherina Wagner instruerede i Bayreuth senest farfars ”Tristan und Isolde” for to et halvt år siden. Den spilles stadig hver sommer. Det er lykkedes at engagere Calixto Bieto i stedet. Han har sat ”Tannhäuser” op et par andre steder, men det udelukker ikke, at han kommer med en i hvert fald ændret version. Uls Schirmer, generalmusikdirektor i Leipzig dirigerer. Leipzigs kontakt med Katherina Wagner er bevaret. Man taler om en mulighed for Katherina Wagner og ”Lohengrin” i Leipzig 2020.

Højdepunkter i Berlin

Daniel Barenboim har endelig kunnet rykke ind i sin genopbyggerede opera på Unter den Linden i Berlin efter syv års sanering og omkostninger på over 400 millioner euro mod oprindeligt tænkt 239 millioner. Spændende operapremierer på vej er Richard Strauss’ ”Salome” (4. marts), dog dirigeret af Christoph Dohnányi og sat i scene Hans Neuenfels, den gamle aristokratiske provokatør. Også Salzburg-festspillene spiller fra den 28. juli ”Salome”, som ”modsat-instruktøren” Romeo Castellucci opfatter den, mens østrigeren Franz Welser-Möst dirigerer Wiener Philharmoniker. 

Tilbage til den nye Staatsoper i Berlin. Michael Volle, den alsidige basbaryton, som hver gang yder det specielle, debuterer 25. marts i titelpartiet Falstaff i Verdis kun anden og sidste komiske opera. Den 17. juni har Barenboim så premiere på Verdis langt tidligere ”Macbeth”, af mange betragtes som hans virkelige gennembrud, Den iscenesættes af den gamle mester Harry Kupfer, som men ellers ikke hører så meget til mere. Ægteparret Macbeth synge af Anne Netrebko og Placido Domingo.    

Sangere som instruktører

Det sker ikke så ofte, som man nok skulle tro, at store sangere med stemmens faldende kvalitet bliver operainstruktører. Mezzosopranen Brigitte Fassbaender er en af dem, som har gjort det med stor succes. Man kan vel sige, at hun instruerer ud fra en sangers opfattelse af operaen, men hun forstår også at give sine opsætninger en meningsfuld helhed. Hendes næste opgave er Richard Strauss sidste, fornemme ”Capriccio” nu den 14. januar i Frankfurt. Vi angiver de mange operapremieres dato, men der er altid flere forestillinger.

Også tenoren Rolando Villazon er begyndt at sætte mere flittigt i scene. Jeg opfattede hans ”La traviata” i Baden-Baden som en interessant succes med to Violetta´er på scenen. Den 28. april har han på en anden af de tre store operaer i Berlin, Deutsche Oper, premiere på Johann Strauss´ ”Flagermusen”, en operette, som hører hjemme på de store operascener. 

Så er det rimeligt at slutte med en moderne opera, Bernd Alois Zimmermanns ”Die Soldaten” fra 1965. Jeg er totalt fascineret af den. Den er min yndlingsopera. Oprindelig mente man, at den var uspillelig, og let kost er den ikke. Tag alligevel omkring statsoperaen i Nürnberg den 17. marts. Peter Konwitschny sætter i scene, og danske Susanne Elmark synger det uhyre vanskelige hovedparti som Marie. BR Klassik sender den anden opførelse på nettet. Denne dato kendes ikke nøjagtigt endnu. 

Lille toscansk by med Bocelli-festival

Opera på et anderledes beskedent sted. Giordanos ”Andrea Chenier” med den internationalt kendte tenor Andrea Bocelli. Han er som bekendt blind. Det bemærkelsesværdige er, at forestillingen så kan høres i Teatro del Silenzio (Stilhedens Teater). Betyder det i virkeligheden, at akustikken er virkelig god? Det er et friluftsteater nede i et bakkehul i et dejligt bakkelandskab. Det er bemærkelsesværdigt, at byen med operaen, Lajatico, kun har 1.353 indbyggere i italienske Toscana, 50 km. sydøst for Firenze og 40 km. sydvest for Pisa, men Bocelli er født der og har været med til at oprette teatret. Der er mange sommerhuse til udlejning også herhjemme fra. Slå op på nettet under Lajatico. Hvis man er Bocelli-fan, skal man først undersøge, om der er flere billetter til den anden forestilling af Umberto Giordanos ”Andrea Chenier” den 30. juli. Den første er udsolgt.  

Billede: Cavadossi skydes i "Tosca",  Foto: Sara Krulwich/The New YorkTimes/Metropolitan Opera