af John Christiansen - d. 1. januar 2018
En usædvanlig og spændende nytårskoncert med Wiener Philharmoniker – Tyske filmmelodier pudset af i Dresden - Godt program med Rattle i Berlin
95 nationer fulgte nytårskoncerten på tv fra Wien nytårsdag
middag. Det er den koncert i verden, som flest lytter til. Det er også den
koncert i året, som wienerfilharmonikerne bruger mest tid på at indstudere.
Selvfølgelig kan de aflevere en nytårskoncert uden dirigent, men de vil det
ikke. De vil finde en mening med den sammen med en dirigent, der finder nyt i
den. Derfor var det en lykkelig stund, da Wiener Philharmoniker og italieneren Riccardo
Muti mødtes til nytår for femte gang. De kender hinanden. Muti dirigerede wienerne
første gang for 48 år siden, og jeg gad vide, om han ikke har dirigeret dem
mindst én gang i alle årene.
Det blev også en fortrolig nytårskoncert. Orkestret og Muti
var mærkbart glade for hinanden. Og det blev et usædvanligt møde med
Strauss´ernes musik, som på en ret uforklarlig måde er ideel til at rutche ind
i det nye år med. Og det blev et ”schönen Rutsch”, som wienerne hilser hinanden
til nytår. Wienermusikken er underholdende, men den er ikke
underholdningsmusik. Det var meget tydeligt, at både Muti og wienerfilharmonikerne
tager den meget alvorligt. Man anede det i Johann Strauss´ flotte indtogsmarch
fra operetten ”Zigeunerbaronen”, men i det følgende værk af broder Joseph
Strauss, ”Wiener Fresken”, fik man et udpræget og mageløst rubato-spil at høre.
Alt, hvad der hedder stramme takter, var ophævet. Den korte førstedel af
koncerten sluttede med sjældne værker af fader Johann Strauss, ”Marienwalzer”
og en galop komponeret over motiver fra Rossinis ”Wilhelm Tell”. Men den del
hørte vi ikke herhjemme. Hvorfor ikke? Hvis det bliver for meget for DR 1, og
det er troligt, har vi da DR K.
Rubato-spillet fortsatte i anden del med kendte valse som
”Rosen aus dem Süden”, ”Geschichten aus dem Wienerwald” og naturligvis det
traditionelle ekstranummer ”An der schönen, blauen Donau”, og hver gang
opdagede man nyt. Det var ikke blot alvoren i indstuderingen, det var også en
karakter af alvor, som man ellers langt fra altid hører, men som musikken har i
sig. Strauss’erne komponerede deres musik i en tid, da riget omkring dem stod
foran et sammenbrud. Derfor er musikken vel også aktuel i dag?
Dermed er ikke sagt, at det ikke var festligt. Men det var
ikke overflade-festligt. Vi erfarede, hvor langt der er mellem wienermusikkens
samtidige poler, men de var der begge, underholdningen og glæden på ene side og
dramaet, der kunne få et strejf af tragedie på den anden side. Derfor var det
en af de helt store nytårskoncerter.
Hvordan var tre-takten i valsen? Wienerne har noget med den,
som vi andre ikke kan. Man kan ikke bare tælle en-to-tre. Jeg har ofte i en
wienertolkning fornemmet at blive hængende på to, som man bliver hængende på
toppen af en rutschebane. Hos Muti endte det så på tre i en rent ud magisk
virkning. Men lad mig falde lidt ned. Det er nu svært, for det var en
nytårskoncert, hvor også den humor, som findes i musikken, kom frem.
Der var en del sjældent hørt musik som Johann Strauss søns
”Myrthenblüten” komponeret til kronprins Rudolfs bryllup med Stephanie. Vi fik
også en hyldest til hende i en ”Stephanie-gavotte” komponeret af
militærkapelmester Alphons Czibulka, som jeg aldrig før har hørt noget af eller
om. Den blev her udnyttet til en danseindslag for seerne. Muti var så på
italiensk hjemmebane med unge Johann Strauss´ kvadrille over musik fra Verdis
”Maskeballet”. Og man noterede, at Muti kunne holde pænt stramt på sit publikums
klappen til fader Johans ”Radetzkymarch”.
Sony Classical vil være ude med cd-indspilningen af
koncerten den 5. januar i hvert fald i Østrig og med dvd- og blu-ray
udgivelserne den 16. februar.
Til næste nytår bliver det Christian Thielemann, som
dirigerer.
Symfoniorkestrets spøjse filmmusik
Fra Dresden kunne man høre, hvilken verden af forskel der er
fra tysk filmmusik fra første halvdel af 1900-tallet om kærlighed og synd
mellem to mennesker og wienermusikken fra århundredet før. Og det var helt
utroligt at høre et af verdens bedste orkestre, Staatskapelle Dresden, give sin
vellyd til den populære musik, som tyskerne svælgede i før og under nazisterne.
Det var også et historisk tilbageblik eller opgør, som inkluderede
musik af komponister, der som Theo Mackeben regnedes som nazist, og komponister,
som led forskellig skæbne under nazisterne. Werner Richard Heymann, der var mest
repræsenteret på koncerten, rejste til Paris netop efter naziovertagelsen i 1933.
Han anede de konsekvenser, som det ville få for ham at blive. De to skrev
musik, som mindede om hinandens. Men vi fik ”bare” en koncert, ikke megen
historisk baggrund.
Den mest berømte melodi, vi hørte, var Friedrich Hollaenders
”Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt”, som Marlene Dietrich som
varietésangerinden Lola gjorde international kendt. Hun rejste fra Tyskland, og
melodien, som tyskerne elskede, tog de engelske og amerikanske tropper til sig
som opmuntring i verdenskrigens kampe. De mange filmmelodier kunne ligne
hinanden i deres typiske tyske melankoli, men man måtte forundres over den
gennemgående høje kvalitet. Nu nød de som sagt også godt af udførelsen, både af
Christian Thielemann og hans orkester og af et herligt salonorkester. De tre
sangsolister levede sig ud og var fremragende. De var sopranen Angela Denoke,
som vi kender som en meget begavet operasangerinde, den typisk tyske tenor
Daniel Behle, der er godt i gang med en international karriere og den denne
gang mest bevægende (det er der også plads til i filmmusikken) af dem alle,
mezzoen Elisabeth Kulman fra Wien.
Det nytter altså ikke at spørge, hvad Thielemann nu vil til
næste nytår. Han er stadig chefdirigent i Dresden, men han debuterer som
nytårsdirigent for Wiener Philharmoniker.
Simon Rattles sidste nytårskoncert
Simon Rattle er midt i sin sidste sæson som chef for
Berliner Philharmoniker, så det var hans sidste nytårskoncert, inden han er
chef for London Symphony Orchestra. Men han bliver boende i Berlin. Programmet
var typisk for ham med en sammenstilling af værker, som ikke siger hinanden
meget. Men denne gang blev det en fest af overraskelser, og det gav en
anderledes helhed. Der var uddrag fra Bernsteins ungdomsværk, operaen ”On the
Town”, som man fik lyst til at høre i sin helhed. Men måske kommer muligheden. Bernstein
ville her i 2018 være fyldt 100 år, og nogle arrangører elsker runde år.
Også en mere komisk side af Sjostakovitj, balletsuiten ”Den
gyldne tidsalder” spillet med tæt energi af Rattle og berlinerne var en
befriende opdagelse. Der er i de seneste år efter en langsom start kommet en
dyb forståelse mellem orkester og chefdirigent. Der står altid en af Brahms´
ungarske danse, her nummer ét, og en slavisk dansk af Dvorak, nu e-mol opus 72,
på nytårsprogrammet. Berlinerne har lært, at det er Rattles koncertafslutning,
og festligt flot er det.
At spille sange af Richard Strauss sammen med alt dette og
Stravinsky er vel lidt dristigt tænkt, og endnu mere er det at engagere den
amerikanske sopran Joyce DiDonato til det i Berlin. Hun er ikke inde i den tyske
Strauss-tradition med fastholdte brede buer. Men DiDonato sang Richard Strauss´
”Zueigniung”, “Wiegenlied”, ”Mutters Ständelein” og “Die heiligen drei Könige” fyldt
af øjeblikkets inspiration og nærmest begejstring. Joyce DiDonata har som
bekendt også en meget smuk stemme, og sådan fik vi en pragtfuld frisk og underfuld
sang.
Pressebillede fra den første af tre opførelser