Det er tradition at se både tilbage og frem ved et årsskifte. Men inden for den klassiske musik er det desværre ikke udelukkende det positive, som trænger sig på ved dette skift mellem 2017 og 2018.

Kulturhovedstad Aarhus

Lad os begynde herhjemme. Aarhus´ år 2017 som kulturhovedstad er lige så stille ovre igen. Åbningsoptoget med de mange skibe gennem byen var flot og stemningsfuldt. Men det helt store fulgte ikke. Det har i hvert fald ikke gjaldet igennem. Jeg  holder mig til et par ord om den klassiske musik og operaen. Jeg har før besøgt andre europæiske kulturhovedstæder og fået en mening om, hvad de betragter som det væsentlige ved æren. Det har helt naturligt været at præsentere det bedste lokale og herunder at skabe noget nyt, som vil blive stående ud over feståret. Men det har også været almindeligt i denne præsentation at blande besøg af andre landes kulturelite, som der ikke er penge til i hverdagen.  

Jamen, sådan var det også i Aarhus i 2017, vil nogen hævde, og det med rette. Også i musiklivet. Men kommer vi til at sige: ”Åh ja, husker du året 2017? Det var stort”. Næppe, men nok: ”Det var vist lidt bedre end gennemsnittet”. Men er det nok? For mig lå der allerede et problem i at hyre en englænder til at stå i spidsen for det hele. En mærkelig form for snobberi ikke selv at ville styre en dansk by som europæisk kulturhovedstad.  

Aarhus Symfoniorkester havde flere koncerter, hvor orkestret var udvidet til at have den størrelse, som det burde have til hverdag. Det med en udvidelse har vi diskuteret før. En tidligere borgmester ønskede det, en senere borgmester gav tilsagn om det, men det er ikke blevet, og det bliver aldrig. Men i 2017 præsenterede orkestret storværker med det antal musikere, som musikken kræver. Og orkestret havde musikerkvaliteten til at spille det. Det var dejligt

Den jyske Opera havde en fortjent succes med en uropførelse, ”Brødre”, som endda var noget så sjældent som en kvalitetsstærk moderne opera for et bredt publikum – som også kom. Vi fik også en anden operaopførelse fyldt af ungdom på en ny måde, som lover godt. Men vi fik ingen mere traditionel opera, som med danske sangere, også danske ”internationale” sangere kunne vise, at Aarhus er værd at rejse efter fra udlandet for at se stor opera. Det ville slet ikke have været en umulighed.

Andre kulturhovedstadsbyer inviterede som skrevet en del udenlandske musikernavne med deres egne koncerter og projekter. På det punkt var det ret sløjt i Århus, men det kan naturligvis diskuteres, om Wiener Philharmoniker etc. hører hjemme på et kulturhovedstadsprogram.

Landsdelsorkestrene

Og så fortsætter vi naturligt nordpå. Nu er det blevet sådan, at de fleste store orkestergæstespil og ”navne” kører forbi Aarhus og føler sig hjemme i Aalborg. Begge byer har en fortrinlig eller måske endda en fantastisk koncertsal. Aalborg har med Musikkens Hus fået et stort klassisk musikpublikum, som også følger byens eget symfoniorkester, som det officielle Aalborg passer bedre på, end det officielle Aarhus passer på sit symfoniorkester.

Men vi kan være glade for, at alle vore landsdelsorkestre midt i besværet, for de har alle fem vanskeligheder, holder en standard (bortset fra antallet af musikere), som ikke er under den i tyske byer af tilsvarende størrelser. Jeg tør godt skrive tværtimod, men så taler jeg naturligvis ikke om Berlin, München eller Dresden.

Skal et orkester i København slagtes

Så er det her, at København kommer ind i billedet. Berlin og München har hver fem-seks store orkestre. Dresden, der har 66.000 indbyggere færre end København, et mindre opland og ingen forpligtelser som hovedstad, har tre store orkestre. Det har København også, men kulturminister Mette Bock (LA) og kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) synes at stile imod, at det ene, Copenhagen Phil (tidligere Sjællands Symfoniorkester) ikke behøves. Men de to politikeres udmeldinger har desværre ikke skabt tillid til, at de har tilstrækkelig indsigt til henholdsvis at kunne styre eller lægge planer for en omvæltning med så store konsekvenser for musiklivet. Det er nu vanskeligt at tro på, at Dansk Folkeparti kan gå ind for Ahrendtsens vilde ideer i denne sag om klassisk musik.    

De tre orkestre har forskellige forpligtelser, og alle tre arbejder fuldt ud til deres egen grænse. Copenhagen Phil., Københavns filharmonikere har deres koncerter, herimellem også mange usædvanlige på usædvanlige steder for et usædvanligt publikum og derfor også specielt betydelige, Desuden har det koncerter rundt om på Sjælland. Hvem skal overtage alt det? Det kgl. Teaters Kapel, som har nok at gøre med at spille både til operaer og balletter. Eller DR Symfoniorkestret, som leverer nødvendig og alsidig kvaslitetsmusik til hele landet? Skulle symfoniorkestret og operaorkestret nu arbejde sammen om det hele? Det ville nu nok gå ud over kvaliteten.    

Alt dette er spurgt af mange før, men rører det kulturministeren og kulturordføreren? Men vi bør vente. Endnu er udspillet ikke kommet. En hovedsag synes at være at beskære Danmarks Radio. Enkelte aviser har klappet i hænderne over ideen med at trække Symfoniorkestret og de fremragende kor ud fra DR kulminerende med en pinlig, énsidigt tænkt leder i JP som kulmination.  Det skyldes vel ikke, at sidegevinsten er, at færre penge til DR også vil betyde en økonomisk svækkelse af nyhedskonkurrenten DR.  Radiosymfoniorkestret uden DR er dog en frygtelig tanke, for det kan næppe undgås at forringe eller fordyre modtagelsen af god musik i radioen ude i landet. Der er saglige grunde til, at man stadig koncentrerer sig om at beholde radiosymfoniorkestrene i de europæiske musiklande.  

Jo, det bliver et spændende år. Beholder DR kvalitetsmusikken? Beholder vi alle fem landsdelsorkestre? Udspil fra kulturministeren har allerede smidt sand i samarbejdet mellem dem. Danmark er jo et mærkeligt land.  Andre steder har man en kulturminister, hvis arbejde er at befordre kulturen. Herhjemme skal han eller hun bestemme, hvilke kulturgrene skal klippes fra først.  

SLÅ OP PÅ JENS ROSSELS FACEBOOK-HJEMMESIDE OG LÆS VIOLINBYGGER JENS STENZ´ ÅBNE BREV TIL ALEX AHRENDTSEN. 

Løber MeToo løbsk?

Så til et mere internationalt end dansk fænomen. Fælles for både det gamle og det nye år er MeToo (me too) aktiviteterne. Sexisme-debat med afsløringer og angreb. Den skygge hviler nu ikke så tungt herhjemme. Har vi opført os pænere end andre? Det hele begyndte i filmverdenen i Trumps USA. MeToo udviklede sig mange steder. Den fremragende dirigent Andris Nelsons, chefdirigent i Boston og Leipzig, mente dog, at ”seksuelle belastninger ikke eksisterede i klassisk musik”, men så blot en uge efter hans udtalelse kom sagen med den mangeårige musikchef for Metropolitan James Levine. Den var der mening i.

Men en ny sag viser, hvilke problemer alt dette samtidig kan indebære. Den 81-årige schweiziske dirigent Charles Dutoit er blevet anklaget af  operasangerinden Sylvia McNair fulgt af endnu to sangerinder og en kvindelig instrumentalist for seksuel belastning mellem 1985 og 2010 i forskellige amerikanske byer. To af de fire anklagere efter tur er anonyme. Kys, knus i en elevator, en hånd i kontakt med et par bukser. Ingen avis havde tilsyneladende talt med Dutoit før avisomtalen, og han har tilbagevist alle overgreb efter omtalen. Efter hans mening savner de fire kvinders anklager ethvert grundlag: ”Beskyldningerne har chokeret såvel mig som mine venner og kolleger”, siger han. Charles Dutoit vil have en retslig undersøgelse. De store orkestre, London Royal Philharmonic, hvis chef han er/var, og de amerikanske i Boston og San Francisco, som han havde aftaler med i 2018, har aflyst alle aftalte koncerter.med ham, mens Philadelphia Orchestra har frataget ham dets ærestitel som conductor laureade. .

Arbejdsgiverne, orkestrene og operaerne har i disse sager foldet hænderne og erklærer deres uskyld. De vidste intet om noget. Virkelig? Kan så meget foregå, som der tilsyneladende er, uden at de har bemærket noget? Jo, men bedre at holde mund end at risikere at miste et stort navn.

Alt dette drejer sig ikke kun om orkesterverdenen. MeToo aktiviteterne er opstået i hele musikverdenen efter teaterverdenen og …. Jo, vi har også hørt om en kvindelig konservatorierektor et sted i Europa, som nu skal i retten anklaget for at forgribe sig på unge mandlige musiker-elever. Denne sidste sætning måtte med inden det fromme nytårsønske: Det ville være dejligt, hvis der kom det ud af det, at alle mænd lærte at opføre sig ordentligt over for kvinderne

Godt nytår.

Nytårskoncerter i TV

Det bliver en ganske usædvanlig nytårskoncert med Dresdens Staatskapelle i Semperoperaen i år.  Chefen Christian Thielemann dirigerer for sjette gang. Han har i nytårskoncerternes programvalg bevæget sig fra operaen over operetten og musicalen til nu den klassiske tyske filmmusik. Vi får berømte melodier fra første del af det 20. århundrede, og det betyder, at vi samtidig får ”filmdrømme” og ”mistoner”. Koncerten er også et slags opgør fra en tid, da kultur og politik svingede sammen. Og en del af politikken blev styret af nazisterne. Datidens filmschlagere havde et stort publikum, som den tyske underholdningsindustri havde det. Den havde også en egen kvalitet. Her spilles melodierne af et af Tysklands tre fineste orkestre og synges af tre fremragende sangere, sopranen Angela Denoke, den østrigske mezzo Elisabeth Kulman og den nye store tenor Daniel Behle. Vi bringer nederst efter denne artikel det nøjagtige program i den formodning, at der vil være melodier, som man kan få lyst til at få navnene på. Men først nogle koncerter, som man ikke behøver at springe over. 

ZDF 31.12 kl. 17.30- 19.00. ”Semperoper in Filmfieber”. Sächsische Staatskapelle, dir.: Christian Thielemann.

ARTE 31.12. kl. 18.40. Berliner Philharmoniker, dir. Simon Rattle. Joy DiDonato, sopran. Orkestersange af Richard Strauss, Dvorak: Karneval ouverture, Bernstein: Uddrag fra musicalen „On theTown“. Bernstein ville være fyldt 100 år i 2018.  

ZDF 1.1. kl. 11.15. Wiener Philharmoniker dirigeres for femte gang på deres nytårskoncert af Riccardo Muti, som koncentrerer sig om musik af Strauss’erne far og søn Johann og Josef. Koncerten transmitteres til 90 lande. DR 1 TV bringer kun den anden og længere del af koncerten med begyndelse kl. 12.15.

ARTE 1.1. kl. 18.15. Operakoncert fra La Fenice operaen i Venezia. Dirigent Myung Wha Chung, sopranen Maria Agrata, tenoren Michael Fabiano.

Billede: Christian Thielemann dirigerer en usædvanlig nytårskoncert i Dresden nytårsaften

Programmet i Dresden

Wolfgang Korngold: Fra filmen ”Captain Blood”.

Theo Mackeben: Frauen sind keine Engel. Angela Denoke.

Hans May: Heut ist der schönste Tag in meinem Leben. Daniel Behle.

 Friedrich Hollaender: Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt. Elisabeth Kulman.

Lothar Brühne: Kann denn Liebe Sünde sein. Elisabeth Kulman.

Ralph Erwin: Ins blaue Leben. Salonorkester.

Werner Richard Heymann: Du bist das süsseste Mädel der Welt.  Salonorkester.

Heymann: Ein Freund, ein guter Freund. Daniel Behle.  

Heymann: Liebling, mein Herz lässt dich grüßen. Angela Denoke og Daniel Behle.

Hans May: Ein Lied geht um die Welt. Daniel Behle

Harry Weans: Was ist los. Salonorkester.

Heymann: Schön ist das Leben. Salonorkester.

Michael Jary: Davon geht die Welt nicht unter og Ich weiss, es wird einmal ein Wunder geschehen.  Elisabeth Kulman,

Friedrich Hollaender: Ich weiss nicht zu wem ich gehöre. Angela Denoke.

Theo Mackeben: Bei dir war es immer so schön. Angela Denoke.

Georg Haentzschel: Münchhausen: Entführung der Prinzessin og barcarole. Staatskapelle.

Frantz Grothe: Ich warte auf dich og In der Nacht ist der Mensch nicht gern alleine, Denoke og Behle.

Robert Stolz: Ob blond, ob braun, ich liebe alle Frauen med Daniel Behle og Frag nicht, warum ich gehe med Denoke. . 

Theo Mackeben: Nur nicht aus Liebe weinen. Elisabeth Kulman.

Nico Dostal: Heut Abend lad ich mir die Liebe ein. Elisabeth Kulman

Robert Stolz: Die ganze Welt ist himmelblau, Salonorchester

Theo Mackeben: Die Nacht ist nicht allein zum Schlafen da. Angela Denoke, Elisabeth Kulman, Daniel Behle.

Peter Kreuder: Musik, Musik, Musik! Angela Denoke, Elisabeth Kulman, Daniel Behle, Staatskapelle Dresden unter der Leitung von Christian Thielemann