Dagens citat: ”Jeg ville have været forsigtig med at tage jobbet, havde jeg kendt til Brexit”. Dirigenten Simon Rattle i The Guardian om sin for længst underskrevne kontrakt om at blive chef for London Symphony Orchestra fra sommeren 2018.

”Aida” i Salzburg i pengenes tegn

Søndag, da Danmark var optaget af fodboldfinalen mod Holland, begyndte den mest efterspurgte operaopførelse på festspillene i Salzburg. Kan man tilføje et ”nogensinde”? Jeg tror det. Alle forestillinger til ”Aida” blev udsolgt omgående i januar. Kun faste mæcener og sponsorer kunne vide sig sikker på billetter på forhånd, og i Salzburg er der mange af den slags. Også den internationale presse, som normalt får billetter, fik ikke alle til ”Aida”.

Til premieren var priserne hos legale billet-forhandlere kommet op på 12.-13.000 kr. pr. billet. En enkelt østrigsk avis skriver endda om flere tusinde euro. Anna Netrebko er igen inde i billedet som den store atraktion, når hun her synger sin første Aida. Men hvad med de mange med billetter til de to sidste opførelser den 21. og 24. august? Alle købere har næppe lagt mærke til, at Netrebko da ikke synger.  Derimod synger hendes ægtemage Yusif Eyvazof i stedet for Francesco Merli de to dage. (Praktisk med hensyns til børnepasning af Netrebkos søn).

Generalprøven, som i Salzburg normalt foregår for tillukkede døre, blev solgt med billetpriser op til 240 euro for en plads. Det er 1800 danske kroner. Festspillene havde annonceret, at meddelt, de for indtægter på generalprøven ville støtte institutionen MECI (Middle East Children’s Institute), som hjælper traumatiserede flygtningebørn under 14 år fra Syrien-krigen. Festspillene gav 50.00 euro til dem, men den østrigske net-musikside Online Merker mente, at indtægten fra generalprøven var mindst 320.000 euro og spurgte ironisk: ”Benefice”? Til generalprøven gav dirigenten Riccardo Muti og hovedsangerne Anna Netrebko og Francesco Merli endda afkald på det ekstra honorar, de har krav på, når en prøve forandres til en offentlig forestilling.

En spændende operadebutant

På forhånd var hovedpersonen anset til at være Shiran Neshat, iransk kunstner bosat i New York, billeder, skulpturer og film, men hun har aldrig beskæftiget sig med opera. Hun har i flere østrigske aviser fortalt sin historie, hvordan hun kom til det overraskende job. Man kan i øvrigt se et foto af hende sammen med artiklen ”Efter 5 år og 500 artikler”.

Vi citerer hende fra  Salzburger Nachrichten: ”Jeg blev indbudt af festspillenes intendant Markus Hinterhäuser til at spise middag med ham i Wien for tre år siden… Jeg troede, at han ville foreslå mig et samarbejde med en instruktør. Da jeg blev klar over, hvad han havde for, blev jeg forbløffet og tænkte: ”En operaopsætning? Det kan jeg ikke”? Men han opmuntrede mig, og vi gik hen i en pladeforretning, hørte og købte en cd-indspilning dirigeret af Riccardo Muti. Hinterhäuser talte fyldt af tiltro til mig…  Hjemme i New York læste jeg meget om modtagelsen af operaen, forelskede mig i musikken og tog så imod tilbuddet… Nej jeg havde forinden kun set få operaer og kendte ikke ret meget til ”Aida”… Men i de to sidste år har jeg beskæftiget mig intensivt med opera og særligt med ”Aida”… Sådan ville jeg beholde operaens musikalske og dramatiske kraft i mig”.

Men det er ikke Shiran Neshat, som nu efter premieren begejstrer den østrigske og tyske anmeldere mest. Meningerne deles. Nogle mener, at hendes iscenesættelse er for statisk. Men hvornår har ”Aida” ikke været statisk, kan man spørge. Andre mener, at opsætningen er stærk, ikke mindst når Neshat kombinerer teatret med aktuelt filmmateriale, som i et par sekvenser lader publikum forstå, hvad det er at være flygtning. Centrale emner i hendes opsætning er ”Kvinder” og ”Tyranni”. ”Jeg lider med Aida”, har Neshat sagt.

Alle er begejstrede for Anna Netrebkos Aida, som hun aldrig før har sunget. Pressens fælles begejstring går på, at hun synger sin første Aida dramatisk, rørende, indlevet, men stemmen har alligevel bevaret sin lyriske skønhed. Det bemærkes, at de to rivalinder, Netrebko med sin mørke sopran og den russiske Ekaterina Sementschuk som prinsesse Amneris med sin lyse mezzosopran lyder som to søstre. Merli som Radames roses meget for også at synge piano afvekslende. Dirigenten Riccardo Muti får den sædvanlige ros sammen med Wiener Philrarmoniker. Forhåbentlig kan man følge med, når..   

”AIDA” KAN SES OG HØRES PÅ TYSK TV ARTE LØRDAG DEN 12, AGUST KL. 20.15

Endelig igen en Generalmusikdirektor            

Schweizeren Philipp Jordan, en både strålende og tiltalende musiker, er blevet udnævnt til Generalmusikdirektor for Wiener Staatsoper fra 2020. Det er en af de prestigemæssigt allerstørste stillinger for en dirigent i det internationale musikliv. Jordan er i øjeblikket chefdirigent på den tredelte opera i Paris. Philipps far var den berømte dirigent Armin Jordan, som døde i 2006.

Historisk set er det musikverdenens højeste post, han skal indtage. Berømte forgængere var dirigenterne Gustav Mahler, Richard Strauss og Herbert von Karajan, de to førstnævnte blev naturligvis mere kendte som komponister, men fremragende dirigenter var de begge. Mahler var en stærk operachef, men han var udsat for modstand som jøde. Men stillingen som chefdirigent i Wien har altid været øretævernes plads, også fordi det halve Wien med lokalpressen i spidsen anser operaen som deres ejendom. Men operaorkestret er fremragende. Der sidder mange musikere fra det selvstændige Wiener Philharmoniker i det. 

De seneste år har stillingen ikke været besat, fordi den seneste GMD, østrigeren Franz Welser-Möst trak sig tilbage i 2014 og da helligede sig chefstillingen for det fremragende Cleveland Orchestra i USA. Samarbejdet med operaens øverste chef, den stejle franske Direktor Dominique Meyer var uopretteligt gået i stykker. I 2020 går Meyer af mod sin vilje, og hans afløser, Bogdan Roscic, som ikke er kunstner, men har en chef-karriere senest i grammofonselskabet Sony, har valgt Philipp Jordan som sin Generalmusikdirektor. Man vil forstå, at det ikke er helt korrekt, når The New York Times skriver, at ”Philippe Jordan skal lede Wiens Statsopera”, for det gør Roscik. Men avisen har ret i at tilføje: ”Kan han bringe fred”? Det vakte allerede lidt furore i Wien, at det var Sony og ikke den østrigske kulturminister, som bragte meddelelsen om Philipp Jordans udnævnelse.

Philipp Jordan dirigerer i øjeblikket ”Mestersangerne i Nürnberg” på festspillene i Bayreuth, og det gør han antageligt til og med 2021. Han skal også dirigere ”Nibelungens Ring” på Metropolitan-operaen i 2019. Men han får god tid til at forberede sig til Wieneroperaen. Bogdan Roscik har udtalt, at han er ”imponeret over Jordans vilje til at blive min partner i udviklingen af alle musikalske aspekter på Wiens Statsopera”. Bogdan Roscik har også en fortid i popverdenen, men ingen i operaverdenen, så udtalelsen har givet fornyet næring til wienernes frygt for, at deres ærværdige Statsopera, som har en imponerende tilskuerbelægning sæsonen over på over 97 %, nu skal ændres til et mere alment musikhus.

Vred Netrebko

Jeg er ikke i tvivl om, at Abba Netrebko er verdens højest betalte operasangerinde, og at Placido Domingo, selv om hans stemme er steget ned fra tenorhøjden til barytonlaget, stadig er den højest betalte mandlige sanger. Jeg har sammenlignet store operahuses billetpriser på hverdage med de dage, da en topstjerne gæstesynger med ekstra udbetalinger til følge. Og forskellen er allerstørst, når Netrebko synger. Men derfor ved vi jo ikke, hvor meget Netrebko og andre stjerner selv får ud af det. Men det mener den amerikanske globale medie-koncern Forbes, som satser på business og normalt ikke kultur.

Men Anna Netrebko er ikke tilfreds med Forbes’ beregninger, som får hendes sidste årsindtægt op på 7,5 millioner dollar, som svarer til 49 millioner kroner. Anna Netrebko er vred og skriver til Forbes på facebook:

”Deres informationer er absolut ikke sande! Hold op med at lyve! Jeg ophidser mig heller ikke over jeres indtægter, men jeres tal er en vittighed! Grebet ud af luften! Min forargelse har ingen grænser”!

Jeg har sammenlignet Forbes’ tal med antallet af Netrebkos koncerter og de honorarer, som jeg kender fra bl.a. Metropolitan operaen, og nok er de høje, men det synes klart, at Forbes overdriver mærkbart. På deres liste over kunstnere i Rusland er Netrebko den eneste klassiske kunstner. Hun følges tæt af sin ven, popsangeren Philipp Kirkorov med en indtægt på 7,4, millioner dollar. Kirkorov sang til hendes bryllup med tenoren Yusif Eyvazof.

Sommerens glemte artikler

Velkommen tilbage fra en forhåbentlig behagelig ferie. Når jeg skriver sådan her et stykke nede i artiklen, skyldes det, at jeg må gøre lidt reklame for sommer artikler, som jeg synes, at for få har opdaget i ferietiden. De to artikler, som jeg selv finder mest interessante, er faktisk bundpropper hvad angår antallet af læsere i hvert fald for det sidste halve år. Måske er det ret naturligt, at mine egne favoritter ikke er de store hits. Jeg hører næsten læserne protestere. Den ene er en anmeldelse af ”Carmen” på festspillene i sydfranske Aix-en-Provence: ”Jamen, den opera kender vi jo”. Den anden er en anmeldelse af årets premiere i Bayreuth, ”Mestersangerne i Nürnberg”: ”Nej, Wagner gider vi ikke læse om”.  

Men begge er de usædvanlige historier, og derfor vil jeg mene, at de endda også er for de specielt ikke-operainteresserede. I ”To geniale Carmen-historier” (7/7) benyttes Bizets opera på festspillene i Aix-en-Provence som terapi for at gøre Don José til det af Micaëla ønskede ”rigtige” mandfolk, og de to historier, operaens og instruktørens, går fantastisk op. Samtidig blev en ny dansk sopran opdaget. Anmeldelsen ”Komik og politik” (29/7), som nok hellere skulle have heddet ”Komik og antisemitisme”, beskriver en meget morsom opsætning i Bayreuth af ”Mestersangerne”, som bliver en parodi på instruktørens opfattelse af Wagners antisemitisme. Wagner selv og fru Cosima spiller med. Det er læsning for alle: Hvad kan der ikke ske på en operascene i disse tider. I en blandet artikel, ”Sommervarme og operadress” (17/7) fortælles om, hvad jeg oplevede på Pariseroperaen i mine yngre dage, og hvad der sker af modsat respektløst nu om dage. Og så har jcklassisk.dk passeret ”Fem år og 500 artikler” (21/7), som jeg har benyttet til at komme med nogle betragtninger over bloggen, læserne og musiklivet.

Kontakt til mig: Ønsker man at skrive til mig, er det bedst på adressen  john-christiansen@outlook.com. Sol.dk er nemlig på vej til at lukke min adresse, fordi jeg ikke vil have annoncer til at fylde computeren. Så må jeg beklage, hvis nogle har skrevet på john@jcklassisk.dk, uden at det er kommet frem til mig, men mails på denne adresse skulle efter en omlægning og for fremtiden blive videresendt til min outlook-adresse. Artiklerne på jcKlassisk.dk bringes som bekendt også på facebook, hvor jeg læser de direkte kommentarerne, men jeg beklager ikke at evne at svare på facebook, twitter eller linkedin. Men jeg læser og svarer gerne, hvad der kommer på outlook.  

Tak: Og så vil jeg gerne sige tusind tak til dem, som reagerede så hurtigt på den stille anmodning om støtte mod jc.Klassisk’s udgifter. En navneliste over giverne er på vej bag den blå knap ”Støt jc.Klassisk”.

Billede: Anna Netrebko som Aida i gråt og Ekaterina Semenschuk som Amneris i gult i erdis ”Aida”. Foto: Salzburger Festspiele/Monika Rittershaus