Agri kirke. En gammel kirke i Danmarks højst liggende landsby ved Danmarks højst liggende sø ved indgangen til Mols bjerge. Måske vil andre søer i riget hævde at ligge endnu højere, men hvor stor og hvor smuk skal en rigtig sø være? Søen i Agri har det hele. I disse tider, hvor næsten alle har holdt ferie i Norge eller i Alperne, kan man naturligvis spørge, om Mols bjerge virkelig er bjerge. Svaret er ja, for sådan virker de. Her kan man fare vild i en høj natur, som nærmest er mystisk, når den skifter karakter og viser nye vidder rundt om hvert hjørne på de sandede, bugtede veje.  

Agri kirke er fra Middelalderen, fra 1200-tallet med hvælvinger fra 1300-tallet. De giver en tilpas rund klang i en dejligt balancerende akustik. Den er en af tre spændende kirker, som International Kammermusikfestival i Nationalparken Mols Bjerge i år giver koncerter i foruden i andre spændende lokaliteter i Djurs og på Mols. (Er ordspillet opfattet: dur og mol).

I den lille gamle stenkirke hørte jeg violinisten Carolyn Widmann og cellisten Jakob Kullberg, to internationalt højt placerede kunstnere, som for anden sommer i træk musicerer sammen. Ugen før havde de spillet i Tivolis Koncertsal, aftenen før havde de givet koncert i en århusiansk kirke og forinden måske flere andre steder. Fysisk havde det været lettere for mig at høre de to i Aarhus, men da jeg sad foran den smukke gamle præstebolig i Agri, vidste jeg, at jeg havde valgt det rette sted.

Døde i en kz-lejr

Carolin Widmann og Jakob Kullberg indledte med en duo for violin og cello af den 29-årige Erwin Schulhoff i 1925. Han havde da endnu friheden til at komponere og gjorde det flittigt. Men som jøde og ret radikal kommunist mødte han tunge vanskeligheder. Han måtte forlade Tyskland, da nazisterne kom til magten, og vendte tilbage til sit fædreland Tjekkoslovakiet, hvor han på grund af modstanden mod kommunisterne måtte opføre sin musik anonymt. Han blev arresteret af nazisterne og døde i den tyske koncentrationslejr Dachau i 1942.

I duoen kunne vi nyde hans slavisk-prægede melodiske fornemmelse og i den hurtige og friske andensats kaldet ”Zingaresca” også hans rytmiske sans, som gav musikken friskhed og liv. Dette mig ukendte værk er ikke et af hans større, men han var en af tidens betydelige og flittige komponister, influeret fra starten af Debussy, men snart at finde i selskab med Richard Strauss’, Scriabins, Arnold Schönbergs og Janaceks musik. Han var også en af de første, som kombinerede sit eget bredt europæiske tonesprog med impulser fra jazzen. Det var godt, at Schulhoff blev præsenteret, og det var dejligt at høre, hvordan de to musikere gjorde duoen til en pragtfuldt musiceret, præcist samarbejdet musikalsk samtale.

Dybt indlevet Bach

I Carolin Widmanns mundtlige præsentation af Johan Sebastian Bachs store partita for soloviolin i d-mol fik man et nært indtryk af musikkens betydning for hende, og den blev kun uddybet af en gengivelse, som stod fuldt klingende og personligt indlevet i kirkerummet. Fire dansende mindre satser følges af en stor og anderledes vægtig og inderlig chaconne. Man kan høre Bachs solomusik spillet meget forskelligt, af musikere, som mener at have fundet sandheden ved at søge tilbage i historisk udførelsesart. Man kan også imponeres af violinister, som udnytter Bach til at vise deres store instrumentale færdigheder og brillere teknisk. Carolin Widman kunne brillere, men hun kunne andet og mere. Hendes tilgang til Bach var en personligt dyb indlevelse baseret på en forståelse af alle musikkens aspekter. Bach klang forunderligt i det gamle kirkerum.  

Anden del af koncerten måtte jeg desværre springe over. Den bød på ungareren Zoltan Kodalys duo for violin og cello og forinden ”The First Part of Ayrs”, oprindeligt komponeret for gambe, men arrangeret af Jakob Kullberg for sit eget instrument cello.  

Ny musik i gammel kirke

Tre aftener senere i Knebel kirke med  en udendørs foyer med en pragtfuld udsigt. Igen en lille, gammel og atmosfærefyldt middelalderkirke fuld af atmosfære og med en herlig klar akustik. Forunderligt at sidde her og høre musik, som nærmest var ved at blive til af to nordiske komponister, som stadig lever og i år tilsammen fylder 150 år, den 85-årige Per Nørgård og den 65-årige finne Katja Saariaho. Og opleve en intens lytten med højst 5-10 tomme pladser på kirkebænkene.

Kammermusikfestivalen i Djurs og på Mols er blevet et tilløbsstykke. Naturligvis kan man sige, for der musiceres på et højt internationalt plan tilsvarende det på de store festivaler med prangende navne. Men musik skal også sælges, og her præsenteres den på både engageret og professionel vis af Kullberg-familien med violinisten Mai i spidsen.

En familie-festival

Familien selv var leveringsdygtig. Kroger Kvartetten, der er af international standard, består af violinisterne Alexander Øllgaard (fra tyske toporkestre nu bratschist i Det kgl. Kapel, hvor han er formand) og Mai Kullberg (uddannet på Det jyske Musikkonservatorium – foruden i violin som Music Manager! - og bl.a. i USA, langvarigt medlem af European Union Chamber Orchestra, Malmø Operaorkester og nu Det kgl. Kapel). Videre den finske Sanna Ripatti, som vi kender som Ensemble Midtvests fornemme alsidige bratschist, og cellisten Jakob Kullberg, international solist, nu også universitetslektor i musikbyen Stavanger og professor påi Royal Academy of Musik i London.

Dette og meget mere danner baggrunden for et kvartetspil, som med et akkurat gennemarbejdet spil også gør ny musik tilgængelig. Her var det Per Nørgårds første strygekvartet og hans langt mere komplekse sjette kaldet ”Tintinnabulary”. Ordet forstod man, da man lyttede til overtonerigdommen, som hele tiden var flydende på vej i en dog lukket foranderlighed. Nørgård var her i 1986 begyndt at arbejde med sin uendelighedsrække også kaldet tonesøer. Den er kompliceret at skrive om, men Kullberg-nestoren Erling har skrevet om den i Gads Musikleksikon 2003-udgaven. Det magiske var den selvfølgelighed, som de fire var fundet ind til. Opførelsen kunne have en værdig plads på Aarhus' program som europæisk kulturhovedstad, hvor ordet rethink er et slagord. Man forstod hvorfor, at det netop er Kroger Kvartetten, som nu i samarbejde med komponisten er gået i gang med at indspille alle Per Nørgårds ti strygekvartetter på cd efter i 2009 at have indspillet de fire sidste på Danacord.  

Stort møde med Saariahus' musik

Festivalen havde engageret den nærmeste musiker til at opføre Katja Saariahos musik, den finsk-franske violinist Aliisa Neige Barrière. Neige = sne. Undskyld, jeg synes selv, at den slags kan virke dumt, men man kunne nu ind imellem i hendes spil høre den let faldende hvide sne danne lysende musikalske landskaber. Hendes violinspil i Katja Saariahos musik var fascinerende og følsomt og spændende. En vid verden åbnede sig smukt og forbavsende tilgængeligt. Man kunne bruge ordet smukt som menneskeligt smukt selv i musikkens dybeste skygge. Saariahos ”Aure” spillet af Ripatti og Ølgaard er et sådant dybt alvorligt værk om menneskelige skygger, tilegnet ”Anne Frank og alle børnene i verden, alle uskyldige”.

Den længere duo ”Concordia” er skrevet til Barrière og Jakob Kullberg i 2015-16 og blev uropført i Bergen i maj i år. Musikken kredser følsomt om fem betydninger af ordet ”concordia” (con cord, forbindelsen mellem hjerter). Botaniske blomstrende sange for to violiner og en tidlig nocturne fulgte inden den stærke afslutning med Saariahos anden strygekvartet tilegnet ”dem der tog afsted”. Titlen siger meget, ”Terra memoria” (hukommelsens/mindernes jord), et hørbart dobbeltspil af minderne og den mere jordnære måde, som komponisten arbejder med dem på.

Det var givende at lytte til sammenstillingen af Per Nørgårds mere komplicerede og idébaserede verden og Saarihaos mere umiddelbare følelses-reflekterede musik. Det var en virkelig stor koncert. Og publikum var med.

De to koncerter, som jeg var til, fortæller ikke om den alsidighed, som festivalprogrammet har. Den sidste koncert er tirsdag den 1. august kl. 17 i den større Dråby kirke med ”vild og dansende Vivaldi”. Måske er koncerten udsolgt som det det meste på festivalen, måske ikke, men prøv www.go-syddjurs.dk.  Kører man til Mols og alligevel ikke kommer ind, så venter der altid en forunderlig natur.

Billede: Den finske komponist Katja Saarihao

KONCERTEN MED NØRGAARD OG SAARIAHO SENDES PÅ DR RADIO P 2 TIRSDAG DEN 1. AUGUST KL. 19.20.

KASPER HOLTENS OPSÆTNING I BREGENZ AF BIZETS CARMEN SENDES PÅ DR TV K FREDAG DEN 4. AUGUST KL. 21. KAN IKKE SES SENERE.

MESTERSANGERNE I NÜRNBERG FRA BAYREUTH SENDES SOM LØRDAGSOPERA PÅ DR RADIO P 2 LØRDAG DEN 5. AUGUST  kl. 18.35