Det blev den mest spændende og den mest koncentrerede ”Carmen”-opførelse, som jeg mindes at have set. Nok hørt, men ikke set, selv om den også musikalsk var glimrende. Den blev transmitteret på den tysk-franske tv-station Arte fra festspillene i Aix-en-Provence. Denne gang var den russiske instruktør Dimitrij Tjerniakov i koncentreret form. Hans tolkning af Bizets opera kan bedømt ud fra en kort beskrivelse nok få mange til at udbryde et ”uha, moderne opera”, men hvornår har man set en opsætning, som trængte så dybt ind i Bizets opera og i virkeligheden også i Prosper Merimees originale tekst.

Soldaten Don Josés forlovede Micaela er her den igangsættende person. Her er de gift, og deres ægteskab er ved at visne. Han er træt af hende, og hun slæber så gemalen med til et bureau, hvis speciale er at klare den slags med en gang terapi. Netop en Carmen skal vække mandfolket i ham. Han ved det, og i begyndelsen finder han det både latterligt og morsomt. Men det bliver mere og mere alvor for ham. Det hele foregår i en stor foyer-agtig sal. Carmen er en medarbejder i firmaet, som flirter professionelt og må tvinges til at fortsætte spillet, da hun opdager, hvordan José glider væk fra virkelighedens spil, og operaens virkelighed i stedet bliver hans. Dette dobbeltspil er fantastisk, snart er sangerne operaens personer i den kendte historie,, snart er de tydeligvis de ansatte i terapi-firmaet. Sådan kommer der et væld af menneskelige følelser og reaktioner frem.

Helt usædvanligt sang Micaela sin arie i tredje akts bjerge, mens hun var dybt betaget af toreadoren (med Teddy Tahu Rhodes som Escanillo ret forståeligt for denne Micaela).  Har nogen Micaela nogensinde før været så tæt på tyrefægteren? Sådan er der flere omgåelser af originalteksten. Der er både tilføjelser og overspring for at få dobbelthistorien til at gå op. Men den gør det.

Og ih hvor det hele korresponderer med den velkendte musik. Den dirigeres af Pablo Heras-Cassado i spidsen for Orchestre de Paris, let og smidigt, fransk-spansk elegant og spidst accentueret. Heras-Cassado lever med i Tjerniakovs pointer i denne anderledes simultane Carmen-verden. Spændingen er i hvert moment, og den har en egen indre stigning. Jeg kunne ikke forlade tv-skærmen et sekund.

Der var en glimrende sangerbesætning. Amerikaneren Michael Fabiano kunne endda med en pianissimo-udtynding af tenorstemmen i højden synge en af de fineste og mest korrekte afslutninger på den såkaldte blomsterarie, som man kan få at høre i dag. Stéphanie d’Oustrachs Carmen gav på medfølende vis både scenisk og sangligt udtryk for såvel operaens Carmen og den stakkels terapist, der vidste, at hun blev medspiller i en tragedie.

En dansk-fransk opdagelse

Og så til forestillingens opdagelse. Micaela, her som nævnt et mere krævende parti end normalt, blev sunget af Elsa Dreisig. Det er et godt dansk sangernavn, og hun blev også annonceret som dansk-fransk. Hendes mor er sangerinden Inge Dreisig, som bor i Frankrig. Inges søster er Elsebeth Dreisig, som vi har så megen glæde af herhjemme. De tre og Elsebeths datter Marie har givet koncerter som De 4 Dreisig’er, så måske har nogle af læserne hørt dem. Elsa sang få dage inden premieren i Aix til Daniel Barenboims 50 års jubilæumskoncert på Berlins Staatsoper Unter den Linden. Hun sang anden akts scene fra ”La traviata” sammen med Placido Domingo som fader Germont. Hun gjorde det som vinder af Domingos Operalia priskonkurrence. Så det er et rigtigt jubelår for hende. 

Elsa har en klar, klangligt smukt, dramatisk nuanceret sopran, en ren fornøjelse. Skal man bruge en ellers forslidt vending, vil man sige en klokkeren sopran, men den har også styrken for eksempel til at give udtryk for den emotionelle viljestyrke, der skal til for hive manden med til en terapi, som vil give hende selv mere fornøjelse. Elsa Dreisig er vokset op og uddannet i Lyon i Frankrig, hvor hun allerede betegnes som en af den nære fremtids store navne. Elsa Dreisig synger på Københavns Operafestival i Børssalen den 3. august. 

Jo, Josés drab på Carmen fandt i denne version jo ikke sted som teater-virkelighed med en ufarlig teaterkniv, men som et stykke terapi, så José behøvede ikke at vente på fremkaldelserne for at vise sig lyslevende. Det var logisk givet, at han ikke vilde dø. Carmen kunne hive den forskrækkede mand op med det samme. Men det var en José, der var slået fuildstændigt groggy og som menneske færdig. Man levede mere med og opdagede mere end til en normal Carmen-aften. Operaen var og blev en ægte tragedie.

"Carmen" opføres i Aix-en-Provence 15., 17.og 20 juli. 

Vi har tidligere fortalt, at den meget roste opførelse af Wagners ”Tannhäuser” fra München kan ses og høres på nettet søndag den 9. juli, men TV-stationen Arte sender den også på søndag den 9. juli  kl . 21.45. Det bliver sent, men for mange vil det være i en teknisk bedre og mere sikker version.

Den store Beethoven-koncert

Angela Merkel ville som vært for G 20-topmødet i Hamburg vise, at de sidste ord og toner i Beethovens niende symfoni, ”Diesen Kuss der ganzen Welt” var stærkere end alle ”America first”-proklamationer. Hun fik opførelsen af symfonien med Schillers hyldest til friheden i den nye Elbphilharmonie i Hamburg. En opførelse, hvortil ingen havde betalt for billetten, men hvor alle måtte gennem det store sikkerhedsapparat. Selv NDRs radiospeaker måtte følge koncerten på computer fra et andet studie langt væk fra radioens eget i koncertsalen i Elbphilharmonien. Forinden søgte demonstranter at forhindre koncertens gennemførelse, men her havde de ikke held.

Med Kent Nagano i spidsen for sit kor og orkester fra Staatsoper Hamburg og fire fremragende solister havde jeg forventet det helt enestående. Det blev det ikke helt. Koncerten kom næsten tre kvarter for sent i gang. Man kunne have forventet det. Men for et beredt orkester og en tændt dirigent er det lang og ørkesløs tid at vente. Nagano satte førstesatsen an i et relativt hurtigt tempo, men denne allegro savnede Beethovens ”maestoso” og koncentration i spillet. Den klang mere end sædvanligt af vrede og lidt irritation under disse specielle forhold. I andensatsen begyndte den præcise intention at komme. Det var stadig meget hurtigt, men der var også lidt vildskab, og den var velgørende.. Den lange, varme og sangbart vemodige adagio viste så Nagano som den store inderlige orkesterdirigent, som han er.  

Der blev klappet efter hver sats, men man kunne heller ikke forvente, at et så internationalt og koncertuvant publikum af politikere og tilbehør skulle kende til det klassiske musiklivs uskrevne regler om, hvornår man klapper. Men det betød, at Nagano ikke turde begynde på slutsatsen umiddelbart efter tredjesartsens afslutning for ikke at blande Beethoven og publikums klappen i konflikt med hinanden. Men slutsatsen blev stor og fri, hymnisk til det berusende. Solistkvartetten var stærk, Christiane Karg (Sopran), Okka von der Damerau (Mezzosopran), Klaus Florian Vogt (Tenor) og ikke mindst Franz-Josef Selig (Bass).

Hamburg-operaens kor begyndte.”Freude, schöner Götterfunken” næsten med en hviskens styrke, men foldede sig ud med en overbevisning, som måtte glæde både Merkels musikalske og politiske hjerte.  Og korets nærmest drømmende magtfulde ”Diesen Kuss der ganzen Welt” var så flot og medrivende, at selv en Trump måtte kunne høre, at der er andet i verden end ”America first”.  Men en musikelsker må så spørge sig selv, hvad han forstår sig på toppolitikere. Bifaldet var virkelig stærkt. Blev Beethovens og Schillers budskab forstået? Alle gæsterne havde fået Schillers ord i oversættelse til deres eget sprog.

G-20 mødet kom i vejen for en anden koncert i en helt anden genre. Elton John skulle lørdag den 8. juli have optrådt for 10.000 tilhørere i Hamburg, men hans eget fly med det nødvendigt store tekniske apparat til koncerten kunne ikke få en landingstilladelse, mens mødet varede. Elton John måtte helt aflyse, men han vil i stedet spille den 5, december. Det bliver med showet ”Wonderful Crazy Night”, som han i øjeblikket er på turné med.

"Carmen" opføres i Aix den 15., 17. og 20. juli. 

Foto: Don José omgivet af Carmen og Micaela i Aix-en-Provence