Dagens citater: “My subject is War, and the pity of War. The poetry is in the pity…  All a poet can do today is warn” (Mit emne er krigen, og medynken med krigen... Alt hvad en digter kan gøre i dag er at advare). Et citat af digteren og soldaten Wilfred Owen, som Benjamin Britten skrev ind på forsiden af sit partitur til “War Requiem”. I et brev til sin søster skrev Britten: ”I hope it’ll make people think a bit”.

Et ganske særligt requiem

Benjamin Brittens ”War Requiem” er specielt blandt alle de dødsmesser, der er komponeret gennem århundreder. Britten komponerede sit ”War Requiem”, sin ”Krigs dødsmesse”, både til genopbygningen af den sønderbombede katedral i Coventry og til mindet om fire af sine nærmeste venner. De tre døde på slagmarken efter de britiske troppers landing i Normandiet i 1942. Hans måske mest nære ven Piers Dunkerley overlevede, men han begik selvmord i 1959 to måneder før sit bryllup.

Naturligvis kan og skal musik også kunne høres, uden at baggrunden for den skal trækkes frem, men den personlige smerte i Brittens musik føltes stærkt med, da Aarhus Symfoniorkester sammen med Randers Kammerorkester opførte dette mægtige 80 minutters storværk i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. 

Et af de første smertefulde slag for briterne under Anden verdenskrig var, da tyskerne bombede industribyen Coventry den 14. november 1940, mange civile blev dræbt, og den prægtige gotiske katedral fra det 14. århundrede blev ødelagt. En ny katedral skulle genopbygges og blev indviet i 1962. Da blev Brittens ”War Requiem” uropført her.

Tre solister

Man havde valgt tre solister fra tre nationer, som havde deltaget i verdenskrigen, naturligvis komponistens meget nære ven, tenoren Peter Pears, den tyske baryton Dietrich Fischer-Dieskau og den russiske sopran Galina Visnjevskaja. Brittens krigsmesse skulle også symbolisere en fredelig forsoning. Den dybtfølte slutning beskriver den endda.

Visjnevskaja blev dog forbudt udrejse fra Sovjet, så den engelske sopran Heather Harper sprang ind, men Visnevskaja fil lov at rejse til London for at deltage i Decca-pladeindspilningen i januar 1963. Benjamin Britten dirigerede den, mens han til uropførelsen på grund af en dårlig arm kun havde kræfter til at lede kammerorkestret. Siden er ”War Requiem” indspillet yderligere omkring 25 gange. Jeg ved, at en så lang indledning som denne om baggrunden for et stykke musik kan være for meget i en anmeldelse, men alligevel synes jeg, at dette stykke musikhistorie bag opførelsen i Aarhus hører med.

Men stærkest i dag slår musikken sin lytter, fordi den som en krigs-dødsmesse igen har fået en dyb aktualitet: ”Requiem æternam dona eis, Domine; et lux perpetua luceat eis”. (Herre, giv dem den evige hvile, og det evige lys lyse for dem).

Musik til en katedral

Benjamin Britten skrev som nævnt sin dødsmesse til en katedral, så for en gangs skyld kunne Symfonisk Sal ikke leve helt op til musikkens krav. Britten kombinerede skiftende den katolske kirkes middelalderlige latinske tekst med musik til digte af den unge ansete britiske digter Wilfred Owen, som var med i skyttegravskrigen og skrev sine digte ved fronten under Første verdenskrig, men blev dræbt en uge før krigens afslutning. Mens Britten lader et stort symfoniorkester, korene og sopranen følge den katolske Requiem-tekst, er musikken til Owens digte mere beskeden i omfang, nemlig et kammerorkester, en tenorsolist og en barytonsolist.

I en katedral som Coventrys får man en rumlig effekt frem, krigsdigtene kan komme til at lyde fjernere end de mægtigere messeled. I Aarhus måtte de to orkestre sidde tæt sammen på orkesterpodiet, og den indre distance, som Britten ønskede mellem de to verdener i sin musik, udeblev for en del. Men alligevel fyldte Brittens musik og udførelsen den århusianske koncertkatedral i musikkens og ordets vekslen mellem kirke og krig, mellem menneskelig tro og forhåbning og det menneskelige vanvid. De to verdener belyste hinanden.

Et godt orkestersamarbejde

Koncerten var endnu et bevis på det gode samarbejde mellem Aarhus Symfoniorkester og Randers Kammerorkester. Hvert af dem havde sin dirigent og sin musik. Jaroslav Kyzlink dirigerede kirkens del af dødsmessen, som af Britten er mærkbart præget af Verdis Requiem. Tonefaldet og rytmikken er allerede fra de første satser i karakteren inspireret af Verdis dødsmesse. Det 85 musikere store Aarhus Symfoniorkester – det er jo kulturhovedstadsår 2017, og det var ikke hverdag – spillede den effektivt, mægtigt og flot.  David Riddell dirigerede sine 15 musikere i Brittens mere tilbagetrukne musik til Owens digte, som jeg vil holde på er vanskeligere at få den rette atmosfære frem i, men det var en oplevelse at følge Randers-musikerne trænge ind i Owens digte sat i musik med en egen smerte, forvirring, angst og fortvivlelse og til sidst forsoning.

Owens digte er i øvrigt ikke helt lette at gå til, så det var en fin gevinst, at programhæftet ikke blot gengav den fulde latinske og engelske tekst, men at Leif V. Balthzersen også havde oversat Owens digte til dansk. Jeg benytter hans oversættelser i mine citater her.

Koncertsalen som katedral

”War Requiem” er en kormesse, og det var velgørende at høre, så godt de blev sunget af voksenkorene Den jyske Operas kor, Jysk Akademisk Kor og Korinord. Og forfriskende godt var det endnu engang at erfare og lytte til, at international drengekor-standard er blevet hjemme i Jylland, her med Thisted Kirkes Drenge- og mandskor og Sct. Clemens Drengekor Aarhus dirigeret af Carsten Seyer-Hansen. Korene havde en stor andel i, at såvel kirkemusikkens ydre kraft og inderligheden i musikken til krigsdigtene kom frem. Denne ægte Britten’sk kombination af voksne og drengekor blev en af aftenens oplevelser.

At korene var danske, var vel en selvfølgelighed. Men det er desværre blevet mindre selvfølgeligt, når det gælder solister. Men vi har dem jo, og her var de: Inger Dam-Jensen var en fint bevægende sopran sammen med det store orkester, og tenoren David Danholt, der har det meste af sin karriere i udlandet, og barytonen Palle Knudsen fik et væld af Owens udtryksfulde og nuancerede ord til at klinge meningsfuldt sammen med kammerorkestret. Ikke mindst i dødsmessens afslutning til digtet ”Strange Meeting.” Tenoren synger i underverdenen: ”Dog også der stønnede betyngede sovende – i for dybe tanker eller død til at blive vækket. Så, da jeg så nærmere på dem, sprang én op og stirrede med medfølende genkendelse i stivnede øjne”.  Barytonen slutter sit lange svar: ”Jeg er den fjende, du dræbte, min ven Jeg genkendte dig i dette mørke – for således rynkede du panden i går på grund af mig, da du stødte og dræbte. Jeg parerede, men mine hænder var uvillige og kolde.  Lad os sove nu”.

”Let us sleep now”.

Benjamin Brittens ”War Requiem”  i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus.

Billede: Benjamin Britten