Der er tre gevinster ved Den jyske Operas første kulturhovedstads-bidrag. ”Intet”, som operaen hedder efter Janne Telers prisbelønnede danske roman, handler om unge mennesker, den spilles af overvejende unge både professionelle og amatører, og den henvender sig direkte til et ungt publikum. Det sidste må ikke mindst tælle, for der er jo snart ikke den operachef på den halve jord, som ikke tror, at det er lykken at gøre sit publikum yngre. Men naturligvis har operaen stadig sin fremtid. Når karriereræset og familieforpligtelserne forsvinder, er der altid kommet et nyt publikum til alt det, som kræver tid. Og opera kræver tid.  

Men aktuelt skal ”Intet” hilses velkommen som et kvalitetsfyldt bud på noget, som muligvis/sandsynligvis kan og i hvert fald bør fængsle ungdommen i samklang og samtale med deres forældre og familier. ”Intet” har været en succes i den britiske presse efter operaens uropførelse i det fornemme festspilhus nede i Glyndebourne, dog ikke i den dyre festspiltid. Herhjemme opføres operaen med næsten helt igennem nye kræfter, med mange talenter og naturligvis på dansk. Vil den kunne fange og fænge et nyt ungt publikum? Muligvis, skrev jeg, og dog ja nok. Det er de to store spørgsmål, som det naturligvis ikke er lige til at besvare, selv om man gik optimistisk fra den danske førsteopførelse i Musikhuset Aarhus. Der var flot fyldt af unge i alle aldre, som lyttede stille og mærkbart koncentreret, og der var kraftigt bifald to timer og et kvarter efter til slut. Endnu spilles den fire gange, heraf de to offentligt. Alle kan nå afslutningen onsdag.

Men det må indskydes, at operaen ikke kun er for et yngre publikum. Den jyske Operas faste, ældre publikum kan roligt komme. Også for eksempel et Puccini-publikum vil få noget med hjem.     

En farlig titel

Lad os lige blive færdige med titlen ”Intet”. Den er jo en gave at få foræret til hånebrug af en negativ anmelder, men her er intet at udnytte af en sådan. Musikken var tværtimod både overraskende og spændende nuanceret, samtidig med at den var meget professionelt kreeret af den amerikansk-britiske komponist David Bruce. Der var ikke pop eller rock, men der var melodiøsitet og rytmik i en behagelig modernitet, som hurtigt begav sig væk fra Benjamin Brittens egen fiskerby Aldeburgh og dens pæne elever i skoleuniformer for symbolsk at trænge ind på intethedens og meningsfuldhedens mere kampfyldte dybder.

Livet er ”intet” for dens unge hovedperson Pierre. Han klatrer op i et træ og vil forblive der, men hans kammerater vil hjælpe ham ned i livet i igen ved hver at give ham ”alt”, hvad der er af betydning for dem selv. Og det er en broget samling mere eller mindre symbolske og mere eller mindre barske sager, som kommer frem, ikke alene ved frie valg, men også ved magt og tvang.

Ofre og afsavn

Symbolismen med intetheden er ikke altid helt let at følge i operaens mange historier, da de unge må ofre deres livsværdier, som dog for Pierre forbliver et intet. For de andre gælder det om at fastholde meningen med livet. De første ofre er små og fortælles stille, men musikken og tempoet bliver roterer skarpere, som de enkeltes afsavn bliver mere smertelige og tilmed farlige i anden akt.

Ursula må grave sin elskede hund op på kirkegården midt om natten, og den troende Karl må stjæle og ofre kirkens krucifiks. Én tvinges til at afgive sit ”snavsede lagen”, som er et dannebrogsflag, og landsforræderen hænges følgelig ud til genklange af ”Der er et yndigt land”. To af de unge nomineres til, eller rettere tvinges til sammen ude bag savværket at gøre det sidste, som hun turde. Men intet er nok for Pierre, intet i ofringerne betyder noget for ham, selvom hans veninde Agnes forsøger at overbevise ham om hendes kærlighed. Han afviser livet, til han selv bliver til”intet”gjort.

En opera med niveau

Både teksten og musikken holder et niveau, som har alvoren og intensiteten i sig. Der ses ikke ned på det unge publikum, der er ingen billig måde at samle point på i forestillingen. Tværtimod ses der op til det unge publikum, som den er skrevet for og skrevet om.

 Men den er også i positiv høj grad med unge medvirkende. Aldersklasserne med deres vekslende erfaring spiller sammen, Aarhus Symfoniorkester sammen med unge musikere fra Det jyske Musikkonservatorium, professionelle yngre sangere sammen med sangstuderende også fra konservatoriet, og endelig det nye fænomen TalentU, som er Den jyske Operas nye grundige program for unge i alderen 15-22 år med mod til at arbejde med musikdramatik. De unge har fået træning i sang, drama, koreografi, scenisk nærvær og improvisation. De første positive resultater – også med henblik på Den jyske Operas kommende bredde – var tydelige.

De gode professionelle

Søren Kinch Hansen var den ideelle dirigent. Han har arbejdet både med professionelle og amatører, og han styrede en herlig impulsiv gennemhørbar udfoldelse af partituret. Instruktøren Bijan Sheibanis iscenesættelse har logik og er levende, og Gilels Cadles scenografi er enkel og ganske fiks med drejescenen i bruge. Robert Bøgelund Vinther havde det sikkert førte danske ansvar for opsætningen og stod vel bag det gode sceniske bevægelsesmønster i Aarhus.

Der er mange gode unge og yngre operasangere herhjemme. Det ved vi. Her var en håndfuld af dem på en slags hjemmebane. Mathias Hedegaards tenor stod klangfuldt smukt i rummet som Pierre. Sofie Elkjær Jensen var den lyrisk kønt syngende Agnes. De øvrige, Johanne Højlund som Ursula, Daniel Carlsson som Johan og Jakob Vad som Karl bekræftede det gode niveau.

Denne opsætning er et skridt fremad for et bredere dansk operaliv.

”Intet” spilles søndag den 5. februar i Musikhuset Aarhus kl. 15.00 og onsdag den 8. kl. 19.30.  

Billede: Pierre (Mathias Hedegaard) tilintetgøres på bålet af ofringerne. Foto: Kåre Viemose