Selv de største musikere har øjeblikke, da de overgår sig selv. De kan til hverdag give koncerter, som publikum med rette elsker, men enkelte lykkelige gange synes deres musiceren at lette et ekstra stykke fra jorden. De bliver revet med af en indre fælles energi. Og så er det jo pragtfuldt, at vi, publikum også letter og lever med i en ganske speciel grad.

Det sker, når musikerne inspirerer hinanden til at komme længere end til de krav, som de selv stiller til den for at få musikken til at leve. Man kan høre verdens bedste musikere af den ene eller anden art i et samspil, hvor alt gøres perfekt, men uden at denne specielle magi alligevel kommer frem, men pludselig sker det. I kammermusikkens verden oplevede jeg det for fuld udblæsning for et par snese år siden i Lockenhaus dybt nede i østrigske Burgenland. Her var den lokale præst igangsætter af en musikfestival, som Gidon Kremer og hans venner stod bag. Her lå højt oppe en borg, i hvis dystert prægtige sal hovedkoncerterne fandt sted.

Læg mærke til ordet venner. Det var Gidon Kremers venner blandt verdensmusikere, der var samlet på dette smukke, men i musikalsk henseende ellers beskedne sted. De gejlede hinanden op til at præstere det uovertrufne i en musik, som de kendte, men også i en musik, som de aldrig havde spillet før. Musikerne spillede sammen i forskellige personlige konstellationer, som de heller aldrig havde prøvet før.

Sådan er det nu i Kerteminde

Hvornår oplevede jeg et tilsvarende lille mirakel? Såmænd i Kerteminde på Nordfyn i den forløbne weekend. Spillestedet var ikke en borg, men et gods, Lundsgaard Gods i byens udkant, hvis anneks er blevet moderniseret til at være et nyt kulturcentrum ikke blot på denne årlige musikfestival, men udstrakt over hele året og til meget forskelligt. Omgivelserne er ikke bjerge, men blåt blinkende vand og grøn skønhed. En formiddags biltur gennem halvøen Hindsholm op til Fyns Hoved er en oplevelse, som gør én specielt opladet til derefter at gå til koncerter eftermiddag og aften.

Der var flere små mirakler. Men til et mirakel hører, at man ikke forventer det. Hvor mange kender noget til Ernö Dohnányi (1877 – 1960), klassisk (sen)romantiker fra Ungarn? Man behøver ikke at være flov, fordi man ikke gør det.  Hans opus 1 komponeret af en teenager er en klaverkvintet i c-mol. Dohnányi præsenterede den som 18-årig for Johannes Brahms, som roste den over al måde. Den er måske ikke noget særligt på overfladen, men den er både smuk og renfærdig med mange decideret fine detaljer og en harmonik, som ikke sprænger rammer, men som alligevel giver spænding. Spillet som her var den en fryd at lytte til. Også fordi de fem musikere, den ukrainske violinist Andrej Bielow, den koreansk-danske Soo-Jin Hong, violin, den franske Lise Berthaud, bratsch, og Jens Elvekjær på flyglet gik ind i den med en forståelse og en stigende begejstring, der kulminerede i en aldeles medrivende oplevelse af finalesatsens ungdommelige energi. Skal Kerteminde være Danmarks Lockhausen?

En gammel koncerttradition fornyer sig

Kammermusikfestivalen i Kerteminde er ny i sin nuværende form, men den har en længere tradition bag sig. 26 år i træk har Birgit Tengberg arrangeret koncerter på Johannes Larsen Museet, men da godsejerparret Rudolf og Vini Juel (den sidstnævnte også jazzsangerinde) kunne præsentere Anexet på Lundsgaard Gods som koncertsal, blev Birgit Tengberg og museet, som stadig er med i festivalen og har gratis adgang for festivaltilhørerne, enige om at flytte til godset i udkanten af Kerteminde. Her åbner sig nye muligheder. Her er højt til loftet, og det giver den perfekte akustik. Musikken står rent og klart. Og så er der god plads til 300 tilhørere i stedet for de 150 inde på museet. Nu står Birgit Tengberg alene for arrangement og gennemførelse af en ganske speciel festival, som hun har været i gang med siden årets begyndelse. Og ih hvor var den vellykket.

Kammermusikfestens program har som tema ”Vandring” forstået på mange måder, som det går igen i de seks koncerters titler som ”Musik i rejsekuffert”, ”Emigranter”, ”Fantasirejse”, ”Der Wanderer”. Der var også musik komponeret i tysk koncentrationslejr. Sådan blev der enhed trods et meget afvekslende programvalg. Helheden kunne kaldes en dannelsesrejse. Trio con Brio Copenhagen har udformet programmet, og de tre musikere, søstrene Soo-Jin og Soo-Kyung Hong, begge koncertmestre i DR Symfoniorkestret på henholdsvis violin og cello, og pianisten Jens Elvekær, oprindelig århusianer, spillede i de tre dage på kryds og tværs med de inviterede musikere, vor egen populære cellist Andreas Brantelid, de allerede nævnte Andrej Bielow og Lise Berthaud og wienerfilharmonikernes soloklarinettist Matthias Schorn og den norske pianist Christian Ihle Hadland. Det var internationalt, og det var kvaliteten helt igennem. Der var introduktion til hver koncert, tilpas og rammende af Esben Tange fra DR, som sender to af koncerterne på P2 radio onsdag og fredag aften i denne uge.

En gribende natkoncert

En sen aften flyttedes rammen til Kerteminde Kirke. Musikken tilbage fra omkring Anden Verdenskrig hørte hjemme i kirkerummets mørke med de levende lys. En tidlig neoklassisk sonate for soloviolin af tysk-bøhmeren Erwin Schulhof havde en livsbekræftende karakter, som gjorde et specielt indtryk med tanke på, at Schulhof døde i tysk kz-lejr i 1942. Gustav Kleins strygetrio blev komponeret i kz-lejren Theresienstadt, som tyskerne pr-udnyttede som en ”eksemplarisk” fangekulisse. Klein blev få dage efter færdiggørelsen i 1945 forflyttet til en anden kz-lejr, hvor han døde antagelig af tuberkulose.

Franskmanden Messiaens gribende klarinet-sats om ”Fuglenes afgrund” fra hans ”Kvartet til tidens ende” er komponeret i tysk krigsfangenskab. Som optakt til Messiaen spillede de to klavergiganter Christian Ihle Hadland og Jens Elvekjær firehændigt Schuberts f-mol fantasi, som viser en anderledes Schubert lige før sin død. Det var ikke en gravmusik-koncert, men en koncert på kanten af liv og død, som åbnede for eftertanke.

To koncerter sendes på P 2

To af koncerterne i Anexet på Lundsgaard Gods blev optaget af DR og sendes på P2 onsdag og fredag aften den 14. og 16. september. Den ene koncert er med den omtalte kvintet af Dohnanyi, fire slaviske danse af Dvorak med Haland og Elvekjær ved samme flygel og et meget spændende indslag med Bela Bartóks ”Kontraster” for klarinet, violin og klaver. Bemærk at Soo-Jin Hong skiftede violin til sidstesatsen. Den var anderledes stemt, en halv tone lavere på E-strengen og en halv tone højere på G-strengen, hvilket giver en særlig effekt. Bartók arbejdede meget med ungarsk folkemusik, som han her kombinerer med amerikansk folkemusik og jazztoner a la Benny Goodman. Den sidste spillede klarinetstemmen sammen med violinisten Szigetti og komponisten på flyglet ved førsteopførelsen af de tre satser i New York i 1940. Kontraster med stærk virkning. 

Den østrigske klarinettist Matthias Schorn blev interviewet af DRs Klaus Møller-Jørgensen - på tysk. Det er værd at bemærke, for hvor ofte hører man ikke koncerter på DR med tyske musikere blive interviewet på engelsk, og det er da pinligt. Tysk er et verdenssprog og Østrig og Tyskland førende klassiske musiklande. Klaus gør dog opmærksom på, at hans mor er tysk, så han har anderledes let ved det.

Den anden koncert, som bliver sendt, byder på Schuberts store strygekvintet og uddrag fra ”Moments Musicaux” og Schumanns ”Märchenerzählungen” for klarinet, bratsch og klaver. Ind imellem spiller Trio con Brio Copenhagen Pelle Gudmundsen-Holmgreens anderledes ”Moments Musicaux”. I Kerteminde vistes også Birgit Tengbergs fim med Pelle Gudmundsen-Holmgreen optaget kort tid før hans død i år.  

Afslutningsdagen søndag, da jeg var rejst, bød på Steve Reich’s ”Different Trains” om formiddagen og Schubert, Mozart og Stravinskij om eftermiddagen. Publikum til den første kammermusikfestival på Lundsgaard kom fra hele landet. De tilrejsende var flittigst til at købe det billige partoutkort med seks koncerter for 850 kr., mens de lokale forsynede sig med enkeltbilletterne til 180 kr. Det var hørbart, at mange var i gang med at sikre sig logi, hotel, leje af sommerhus til næste år. Da finder kammermusikfestivalen sted fra den 10. til den 13. august, altså en dag længere og en måned tidligere end i år.

Der sker i øvrigt meget i den ægte hyggelige Kerteminde. I en pause talte jeg med en mand, som var flyttet til Nordfyn fra København for et par år siden, og han nød det. Han havde i tiden i Kerteminde været med til mere kulturel udfoldelse end i København. Det var en mere naturlig del af livet. Så kan man spørge: Hvor er der mest udkants-Danmark? I København eller i Kerteminde?  

Mine to dage på festivalen var en oplevelse, så jeg håber, at denne ret lange rapport bliver læst som en beskrivelse af, hvad man også kan opleve af stort og lidt anderledes i det danske musiklandskab. 

Billede: Trio con Brio, Foto: Søren Svendsen/Scanpix 

Læs også pladeanmeldelsen af Aarhus Symfoniorkesters Bizet-cd og debatten om cd’ernes fremtid