af John Christiansen - d. 18. august 2016
Den jyske Operas opførelse af Bellinis bel canto opera ”I puritani” er en bedrift. Henriette Bonde-Hansens koloratur-præstation var imponerende
Jublende? Jo, Bellinis toneranker, sangens koloraturer klang
jublende præcist gennem Musikhusets store sal. Og det selv om musikken langt fra altid gav udtryk for den
menneskelige jubel. Halvdelen af tiden sang Henriette Bonde-Hansen sine
ekvilibristiske koloraturer som udtryk for sindsforvirring, et ulykkeligt
kærlighedsvanvid, og det var til en olympisk medalje – for at skrive i disse dages
mest brugte sprog. Hendes Elvira var renfærdig, perlende og præcis og alligevel
med smerten som indhold. Sangligt var det den rene fornøjelse. Hun kan tage
partiet med sig ned i Europa, hvis operaen ikke blev spillet så sjældent, som
den gør – og det mest fordi den er så vanskelig.
Historien er vanskelig at få til at leve på scenen. Den er
lang og omstændelig i handlingen. Min ex-advokat kom hen til mig i pausen og
meddelte, at jeg skulle skrive, at han kedede sig. Jeg bruger så ham som
eksponent for en anden oplevelse end min og tilsyneladende det store publikums,
som til slut klappede begejstret og længe. Men Bellini var indrømmet en langsom
starter i ”Puritanerne”, antagelig fordi han havde fået en ny tekstforfatter,
som han fandt for lidt umiddelbar, men han kom i omdrejninger allerede hen i første
akt, og efter pausen fandt han stærke følelser i historien, som førte til en inderligt
smuk og medrivende musik. I første akt var herrerne i mere eller mindre moderne
jakkesæt, og her virkede personinstruktionen fattigere, end da handlingen også i kostumerne blev ført 300 år tilbage. Der sker ikke en masse i den opera, og
heldigvis forsøgte instruktøren, operachef Annilese Miskimmon ikke at skabe liv
på scenen hvert andet øjeblik, som mange af hendes kolleger så unødvendigt gør.
Hun gav plads til, at vi kunne lytte til musikken, og hvad den indeholdt.
En stadig aktuel
historie
Annilese Miskimmon havde lagt sin historie bag operaens under
sentensen ”De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den”. Læs hendes
– for Den ny jyske Opera usædvanligt lange - programartikel, hvori hun
fortæller om to historiske begivenheder, som kombineres i hendes opsætning,
kampen mellem puritanerne, protestanterne under Cromwell på den ene side, og
royalisterne, katolikkerne på den anden. Operaens handling er opdigtet, men der
er mening i, at den efter originalen starter i året 1649. Cromwell vandt og han
hærgede Nordirland, hvis katolikker aldrig fik ro til at glemme det. Den anden
historiske begivenhed, som åbner opsætningen, sker i Nordirland i 1970, da operaens kærlighedshistorie
mellem en katolik og en protestant finder sted. Da blev den historiske kamp mellem protestantiske briter og katolske irere tilspidset, og
da blev der endnu holdt orange-marcher under bannere med billeder af Cromwell.
Den march ses også i opførelsen. .
Springet på de 300 år foregår med instruktørens ord sådan på
Den jyske Opera: ”Da Elvira bliver vanvittig, projicerer hun sig derfor tilbage
i tid og får fortidens begivenheder til at matche nutidens traumatiske
oplevelser”. Jeg havde troet, at man skulle følge tidsspringet foregå inden i sangeren
Elvira, men Miskimmon har valgt, at man ser de to Elvira’er med en
aldersforskel på 300 år sammen på scenen det meste af tiden. Personligt fandt jeg
det generende at se den moderne Elvira løbe omkring – nærmest som en flue på
væggen – og studere puritanerne. (Ordet puritaner forbinder vi i dag mest med
en måske kedelig asket. Puritanerne dengang var også asketer i troen, men de
var voldsomme). Fflere af Leslie Travers enkle, mørke scenebilleder virkede i
al deres enkelhed stærkt, men her kunne den moderne Elvira for mig virke generende i helheden. Lad mig understrege, at dette ikke
skyldtes skuespilleren Merete Mærkedahl, som gjorde det godt i samklang med
sanger-Elvira Henriette Bonde-Hansen.
En ny anderledes afslutning
Baggrunden og såmænd også operaens handling lægger barskt op til
en sørgelig slutning, men Bellinis musik er blød, og dengang i 1835 og normalt
siden slutter operaen med, at Elvira sund og rask falder sin Arturo om halsen. Her blev man overrasket, da det kongelige bud nok gik over scenen, men
der blev ikke sunget et ord om, at der var udstedt en kongelig bekendtgørelse, at
nu var der fred, og ingen skulle straffes. Men her fik vor "helt" Arturo halsen skåret
over efter bedste tv-forbillede. Aftenens første blod i operaens sidste sekunder.
Den jyske Opera må have en intern konkurrence i uventede
slutscener? I ”Lucia di Lammermoor” dinglede tenoren som en klud i en galge, så
i hvert fald jeg måtte grine. I Mascagnis ”L’amico Fritz” heilede et par nazister i et tysk besat
land 1941, mens de stod ved siden af en jøde, som ikke led overlast.
Ingen havde tilsyneladende oplevet et tysk rædselsregime. I succesen ”Madama
Butterfly” smed Pinkerton sig lidt komisk over den døde Butterfly, selv om man
i musikken kan høre, at han ikke kommer tilbage til sidst. Men har i "Puritanerne" var den anderledes
barske afslutning den konsekvent mest rigtige. Også virkelighedens historie bliver
taget seriøst af Den jyske Opera. Ingen fælles ”Siate liete” (Vær glad). Den
historiske virkelighed blev også, at England i 11 år var uden konge, mens
Cromwell regerede med jernhånd.
Sangerbesætning med
bredde
Tilbage til en god sangerbesætning med bredde. Det andet
specielt vanskelige parti ved siden af Elviras er hendes elskede Arturos, som
kræver en bestemt teknik og samtidig giver en speciel klang. Tenorpartiet
bevæger sig meget oppe over det høje c helt op til tostrøgne f. Her var den
uruguaisk-italienske Leonardo Ferrando absolut en gevinst, for han klarede sig sikkert og ansvarsbevidst på de høje tonetrin.
Der var en god balance mellem
de danske og de udenlandske solister, og alligevel måtte man tænke over, om man
ikke kunne have fundet flere danskere til en lige så god satsning. Her er
bellinisterne, som godt kan roses samlet:: David Kempster som Riccardo,
puritaner, som også elsker Elvira. Wojtek Gierlach som Giorgio Valton,
protestantisk præst og Elviras onkel. Matilda Persson som Enrichetta, den
katolske dronning Henrietta. Og så de danske sangere, som vi heldigvis får at
høre igen: Jens Christian Tvilum som den protestantiske soldat Bruno og Jens
Bové som Elviras far.
Sidst, men absolut ikke mindst de to ensembler, som altid
er med til at give Den jyske Operas forestillinger kvalitet: Den jyske Operas
Kor, som af Bellini fik nogle flotte kor at give karakter og vægt, og Aarhus
Symfoniorkester. Bellinis klangbillede er anderledes end i den italienske
opera, som med Verdi og Puccini kom efter. Klangen er mere sprød, og det fik
dirigenten Tobias Ringborg og orkestret fint frem, samtidig med at der også var
en tilpas rund styrke og en sprudlende vitalitet. Kort og godt mestrede Den
jyske Opera dette hovedværk fra bel canto perioden.
Denne anmeldelse er på en måde at opfatte som en tredje del efter de to artikler om baggrunden og om operaen, som man kan trykke ind på under ”Bellini
og bel canto sangen” og især ”I puritani og katolikkerne”. Uden dem ville der
have stået mere om selve operaen og dens musik. Men læs endelig også Annilese
Miskimons programartikel. Tryk ind på Den jyske Operas annonce øverst til
højre.
”I puritani”
spilles igen fredag 19. august kl. 19.30 og søndag 21. august kl. 15.00.
Spilletid godt tre timer. Musikhuset Aarhus. Billetter: http://www.billetlugen.dk/da/event/I-puritani/billetter.
Henrietta Bonde-Hansen og Den jyske Operas kor. Foto Kaare Vimose/Dn jyske Opera