Den jyske Opera spiller Vincenzo Bellinis ”I puritani” (Puritanerne) den 17, 19. og 21. august i Musikhuset Aarhus, de to første gange kl. 19.30, den sidste gang søndag kl. 15.00. Det er forbavsende, at det er første gang siden 1849, at operaen opføres på en scene herhjemme. Dog gav Aarhus Symfoniorkester den 28. august for 20 år siden en stort anlagt komplet koncertopførelse, en festugebegivenhed i 1997. For to år siden fulgte en begejstret modtaget koncertopførelse i Tivolis koncertsal med så fornemme sangere som Lawrence Brownlee og Sarah Coburn.

Den jyske Operas opførelse er sat i scene af operaens egen nord-irske chef Annilese Miskimmon i et samarbejde med den ansete Welsh National Opera med premiere 11. september 2015 i Cardiff, Wales. Jeg vil med det samme påstå, at det uforståeligt, at ”I puritani” ikke er mere kendt og populær, end tilfældet er. Det er der flere forklaringer på, men operaen indeholder noget af den bedste musik fra den sidste bel canto periode, der blev domineret af Rossinis, Donizettis og Bellinis operaer. I denne musik findes ikke blot den melodiske skønhed, men også dramaet gemt.

To parallelle historier

Opførelsen i Cardiff var langt overvejende med andre kunstnere end i Aarhus, men også i den danske version er sangerne alsidigt internationale og efter en forhåndsbedømmelse lige så fine som i Cardiff, hvor forestillingen fik flotte anmeldelser også af de store London-aviser. Her blev Annilese Miskimmon rost meget for den måde, som hun knyttede to forskellige historiske begivenheder sammen. Den ene var operaens oprindelige, opdigtede historie fra de sidste år af den engelske borgerkrig 1642-1651 mellem de protestantiske puritanere eller ”roundheads” og de katolske royalister eller ”cavaliers”, den anden var kampen mellem protestanter og katolikker i Belfast i Nordirland på et tidspunkt med fjendtlighedernes mest voldsomme krigshærgen i 1970’erne. Det vender vi tilbage til i den anden artikel om ”I puritani”.

Annilese Miskimmon har kombineret to historiske begivenheder under et motto af den spanskfødte filosof George Santayana: ”De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den”. Miskimmon, som i sin familie har både katolikker og protestanter, fortæller i en programartikel, som vil kunne læses fra et par dage før premieren:

”Mine bedsteforældre mødte hinanden på en bro i Belfast. Han var protestant, og hun var katolik og selv efter de blev gift, var de nødt til at gemme sig. Da min bedstemor blev gravid, blev præsterne endda mere aggressive over for dem. Kærlighed bandt mine bedsteforældre sammen, selv da samfundet prøvede at rive dem fra hinanden. Derfor er de elskende i ”I Puritani” – Elvira, som er protestant, og Arturo, som er katolik – ikke kun stereotyper i en opera, De repræsenterer alle elskende gennem historien, som har overvundet enorme forhindringer for at kunne være sammen”.

En ægte bel canto opera

Bellinis ”Puritanerne” er en ægte bel canto forestilling. Her er lidt om begrebet bel canto, som på sine egne melodiske skønhedspræmisser er med til at skabe dramaet. Men hvad er bel canto? Oversat fra italiensk betyder det ”den smukke sang”. Det er ikke det samme som skønsang, som dækker noget mere overfladist. Bel canto begrebet er af varierende betydning, alt efter hvornår og med hvilket formål det benyttes. Det er set i historisk lys altså ikke på sin plads med alt for skarpe afgrænsninger af området. Bel canto operaen er for det første fællesbetegnelse for en bestemt periode i operaens historie. Den blev udformet i slutningen af 1600-tallet og i 1700-tallet, først af komponister som Antonio Lotto og Nicola Porpora, videre af Johann Adolf Hasse og Georg Friedrich Händel, men aktuelt skal vi ind i 1800 tallet med Gioacchino Rossini. Gaetano Donizetti og ikke mindst Vinzenzo Bellini, hos hvem det dramatiske bel canto udtryk får ny aktualitet i ”Puritanerne”. Det er værd at hæfte sig ved, at begrebet ”bel canto” først blev benyttet i begyndelsen af 1800-tallet, da bel canto stilen havde sin sidste kraftfulde blomstring.

Om bel canto stilen

Bel canto stilen dækker hovedsageligt sangstilen, som de nævnte komponister skabte for samtidens sangere, hvilket i en stor del af perioden frem for alt var kastratsangere. De gav I 1700-tallet den rent virtuose, ekvilibristiske sangkunst vægt, mens 1800-tallets tre store italienske mestre, Rossini, Bellini og Donizetti i en langt højere grad koncentrerede sig om en bel canto melodikunst, som i sig havde stærke menneskelige udtryk for følelser og drama. Her må Bellini siges at være den største mester.

Her først et lille afsnit om sangtekniske begreber. Af væsentlig betydning i bel canto stilen er den rene intonation og det brede åndedrag, der er en forudsætning for at binde tonerne sammen i det, som vikalder et legato. Naturligvis lægges der vægt på kunstfærdigheden med triller etc. i udsmykningen af sangstemmen. Et sangteknisk begreb som messa di voce må med, ikke at forveksle med mezza voce, som betyder at synge med halv stemme, som tenoren Benianimo Gigli var en mester i. Messa di voce betyder i sangen en gradvist flydende intensivering, crescendo, med et påfølgende diminuendo – og omvendt – på én og samme tone udført i den samme vejrtrækning. Det er ikke så udbredt mere, men alligevel.  

Vore dages bel canto sang

Bel canto sangens traditioner blev sat til side, da den kraftbetonede sang tog over og dominerede den italienske opera fra slutningen af 1800-tallet og i 1900-tallet. Men interessen for bel canto operaen og for Bellinis musikalske mesterskab vågnede igen med en ny generation af sangere, hvoraf Maria Callas og Joan Sutherland endda blev meget populære. Takket være denne generations forståelse af at honorere mange af stilens sangtekniske krav har vi også fået mulighed for at opdage bel canto musikkens dramatiske skønhed, og det ikke mindst hos Bellini. I dag kan vi igen opføre ”I puritani” efter pålydende.

Nok er tonedannelsens perfektion og skønhed og den virtuost bevægelige teknik i centrum i bel canto stilen, og nok står bel canto som en modsætning til en mere deklamatorisk sangstil, men det udelukker på ingen måde det dramatiske udsagn, som for en stor del er koncentreret i den melodiske kraft. Lyt blot.

Bellinis alt for korte liv

Vincenzo Bellinis liv blev alt for kort. Han blev født i Catania på Sicilien i 1801 af musikerforældre, og han døde i 1835 i det landlige Puteaux nær Paris. Han var da altså ikke engang 34 år, men han var på toppen af sin karriere og sit ry. Han fik sin første musikundervisning af faderen, der var organist, men energisk modarbejdede, at musikken blev sønnens levevej. Vincenzo gennemtvang dog som 18-årig at komme på konservatoriet i Napoli, hvor han som elev skrev sin første opera, ”Adelson e Salvini”. Den mægtige operadirektør Domenico Barbaja, som på samme tid var chef for Kärntnerthorteater i Wien, La Scala i Milano og San Carlo i Napoli, bestilte ”Bianca e Fernando” til Napoli og ”Il pirata” (Piraterne) og to år efter ”La straniera” (Den fremmede) til La Scala. Bellinis berømmelse blev slået fast med ”I Capuleti e i Montecchi”, en Romeo og Julie-opera efter italienske kilder, og ”La Sonnambula” (Søvngængersken).

Bellinis mest populære værk dengang som nu er ”Norma”. Tidens to største operadivaer, Giulia Grisi, som han havde været kæreste med, og Giuditta Pasta sang begge med. Bellinis tilbragte endda syv måneder på Pastas landsted ved Como-søen, hvor han skrev titelpartiet til sin muse, som han kaldte hende. Pastas mand var jaloux og skal have været nær ved at destruere partituret. Bellinis nste opera "Beatrice di Tenda" fik derimod en kølig modtagelse i Venezia.  Bellini tilbragte sommeren 1833 i London, hvor hans operaer nød samme yndest som i Italien. Han rejste til Paris, hvor Rossini tog godt imod ham og utvivlsomt var manden bag en invitation til Bellini om en ny opera til Théatre Italien. ”Puritanerne blev en stor succes og ikke blot efter premieren i Paris den 24. januar 1835, selv i London, hvor man havde frygtet, at publikum ville opponere mod den opdigtede historie fra den engelske borgerkrig mellem puritanerne og royalisterne.

Men Bellini overlevede kun sin opera med nogle få måneder. Da han havde trukket sig tilbage til et lånt hus i Puteaux for at skrive en ny opera, døde han af en betændelse i tarmen.

Billede fra den meget roste opførelse i Cardiff af ”I puritani” i Annilese Miskimmons iscenesættelse. Hendes danske opsætning bliver overvejende med andre sangere, blandt andet Henriette Bonde-Hansen, og med sceniske ændringer, som gør det lettere for et dansk publikum at følge med i baggrundshistorien. Fotograf: Bill Cooper.  

”I puritani” spilles 17. og 19. august kl. 19.30 og 21. august kl. 15.00. Spilletid tre timer. Musikhuset Aarhus. Billetter: http://www.billetlugen.dk/da/event/I-pritani/billetter.

 Artiklen I puritani og katolikkerne med handlingsgennemgang er kommet på