af John Christiansen - d. 9. august 2016
Den jyske Opera har den 17. august danmarkspremiere på Bellinis musikalske mesterværk ”Puritanerne”. Her fortælles om komponisten og bel canto stilen, som på afgørende vis præger operaen. Artiklen vil snarligt blive fulgt op af en gennemgang af handling og musik
Den jyske Opera spiller Vincenzo Bellinis ”I puritani”
(Puritanerne) den 17, 19. og 21. august i Musikhuset Aarhus, de to første gange
kl. 19.30, den sidste gang søndag kl. 15.00. Det er forbavsende, at det er
første gang siden 1849, at operaen opføres på en scene herhjemme. Dog gav Aarhus
Symfoniorkester den 28. august for 20 år siden en stort anlagt komplet
koncertopførelse, en festugebegivenhed i 1997. For to år siden fulgte en begejstret modtaget koncertopførelse i Tivolis koncertsal med så fornemme sangere som Lawrence Brownlee og Sarah Coburn.
Den jyske Operas opførelse er sat i scene af operaens egen
nord-irske chef Annilese Miskimmon i et samarbejde med den ansete Welsh
National Opera med premiere 11. september 2015 i Cardiff, Wales. Jeg vil med
det samme påstå, at det uforståeligt, at ”I puritani” ikke er mere kendt og
populær, end tilfældet er. Det er der flere forklaringer på, men operaen
indeholder noget af den bedste musik fra den sidste bel canto periode, der blev
domineret af Rossinis, Donizettis og Bellinis operaer. I denne musik findes ikke
blot den melodiske skønhed, men også dramaet gemt.
To parallelle
historier
Opførelsen i Cardiff var langt overvejende med andre
kunstnere end i Aarhus, men også i den danske version er sangerne alsidigt
internationale og efter en forhåndsbedømmelse lige så fine som i Cardiff, hvor
forestillingen fik flotte anmeldelser også af de store London-aviser. Her blev Annilese
Miskimmon rost meget for den måde, som hun knyttede to forskellige historiske
begivenheder sammen. Den ene var operaens oprindelige, opdigtede historie fra
de sidste år af den engelske borgerkrig 1642-1651 mellem de protestantiske puritanere
eller ”roundheads” og de katolske royalister eller ”cavaliers”, den anden var
kampen mellem protestanter og katolikker i Belfast i Nordirland på et tidspunkt
med fjendtlighedernes mest voldsomme krigshærgen i 1970’erne. Det vender vi tilbage
til i den anden artikel om ”I puritani”.
Annilese Miskimmon har kombineret to historiske begivenheder
under et motto af den spanskfødte filosof George Santayana: ”De, der ikke kan huske fortiden, er dømt
til at gentage den”. Miskimmon, som i sin familie har både katolikker og
protestanter, fortæller i en programartikel, som vil kunne læses fra et par
dage før premieren:
”Mine bedsteforældre
mødte hinanden på en bro i Belfast. Han var protestant, og hun var katolik og
selv efter de blev gift, var de nødt til at gemme sig. Da min bedstemor blev
gravid, blev præsterne endda mere aggressive over for dem. Kærlighed bandt mine
bedsteforældre sammen, selv da samfundet prøvede at rive dem fra hinanden.
Derfor er de elskende i ”I Puritani” – Elvira, som er protestant, og Arturo,
som er katolik – ikke kun stereotyper i en opera, De repræsenterer alle
elskende gennem historien, som har overvundet enorme forhindringer for at kunne
være sammen”.
En ægte bel canto
opera
Bellinis ”Puritanerne” er en ægte bel canto forestilling. Her
er lidt om begrebet bel canto, som på sine egne melodiske skønhedspræmisser er med
til at skabe dramaet. Men hvad er bel canto? Oversat fra italiensk betyder det
”den smukke sang”. Det er ikke det samme som skønsang, som dækker noget mere
overfladist. Bel canto begrebet er af varierende betydning, alt efter hvornår
og med hvilket formål det benyttes. Det er set i historisk lys altså ikke på
sin plads med alt for skarpe afgrænsninger af området. Bel canto operaen er for det første fællesbetegnelse
for en bestemt periode i operaens historie. Den blev udformet i slutningen af
1600-tallet og i 1700-tallet, først af komponister som Antonio Lotto og Nicola
Porpora, videre af Johann Adolf Hasse og Georg Friedrich Händel, men aktuelt
skal vi ind i 1800 tallet med Gioacchino Rossini. Gaetano Donizetti og ikke
mindst Vinzenzo Bellini, hos hvem det dramatiske bel canto udtryk får ny aktualitet
i ”Puritanerne”. Det er værd at hæfte sig ved, at begrebet ”bel canto” først
blev benyttet i begyndelsen af 1800-tallet, da bel canto stilen havde sin
sidste kraftfulde blomstring.
Om bel canto stilen
Bel canto stilen dækker
hovedsageligt sangstilen, som de nævnte komponister skabte for samtidens
sangere, hvilket i en stor del af perioden frem for alt var kastratsangere. De
gav I 1700-tallet den rent virtuose, ekvilibristiske sangkunst vægt, mens
1800-tallets tre store italienske mestre, Rossini, Bellini og Donizetti i en
langt højere grad koncentrerede sig om en bel canto melodikunst, som i sig
havde stærke menneskelige udtryk for følelser og drama. Her må Bellini siges at
være den største mester.
Her først et lille afsnit om sangtekniske begreber. Af
væsentlig betydning i bel canto stilen er den rene intonation og det brede
åndedrag, der er en forudsætning for at binde tonerne sammen i det, som
vikalder et legato. Naturligvis lægges der vægt på kunstfærdigheden med triller
etc. i udsmykningen af sangstemmen. Et sangteknisk begreb som messa di voce må
med, ikke at forveksle med mezza voce,
som betyder at synge med halv stemme, som tenoren Benianimo Gigli var en mester
i. Messa di voce betyder i sangen en
gradvist flydende intensivering, crescendo, med et påfølgende diminuendo – og omvendt
– på én og samme tone udført i den samme vejrtrækning. Det er ikke så udbredt mere,
men alligevel.
Vore dages bel canto
sang
Bel canto sangens traditioner blev sat til side, da den
kraftbetonede sang tog over og dominerede den italienske opera fra slutningen
af 1800-tallet og i 1900-tallet. Men interessen for bel canto operaen og for
Bellinis musikalske mesterskab vågnede igen med en ny generation af sangere,
hvoraf Maria Callas og Joan Sutherland endda blev meget populære. Takket være
denne generations forståelse af at honorere mange af stilens sangtekniske krav
har vi også fået mulighed for at opdage bel canto musikkens dramatiske skønhed,
og det ikke mindst hos Bellini. I dag kan vi igen opføre ”I puritani” efter pålydende.
Nok er tonedannelsens perfektion og skønhed og den virtuost
bevægelige teknik i centrum i bel canto stilen, og nok står bel canto som en modsætning
til en mere deklamatorisk sangstil, men det udelukker på ingen måde det
dramatiske udsagn, som for en stor del er koncentreret i den melodiske kraft.
Lyt blot.
Bellinis alt for
korte liv
Vincenzo Bellinis liv blev alt for kort. Han blev født i
Catania på Sicilien i 1801 af musikerforældre, og han døde i 1835 i det
landlige Puteaux nær Paris. Han var da altså ikke engang 34 år, men han var på
toppen af sin karriere og sit ry. Han fik sin første musikundervisning af
faderen, der var organist, men energisk modarbejdede, at musikken blev sønnens
levevej. Vincenzo gennemtvang dog som 18-årig at komme på konservatoriet i
Napoli, hvor han som elev skrev sin første opera, ”Adelson e Salvini”. Den
mægtige operadirektør Domenico Barbaja, som på samme tid var chef for Kärntnerthorteater
i Wien, La Scala i Milano og San Carlo i Napoli, bestilte ”Bianca e Fernando”
til Napoli og ”Il pirata” (Piraterne) og to år efter ”La straniera” (Den
fremmede) til La Scala. Bellinis berømmelse blev slået fast med ”I Capuleti e i
Montecchi”, en Romeo og Julie-opera efter italienske kilder, og ”La Sonnambula”
(Søvngængersken).
Bellinis mest populære værk dengang som nu er ”Norma”.
Tidens to største operadivaer, Giulia Grisi, som han havde været kæreste med,
og Giuditta Pasta sang begge med. Bellinis tilbragte endda syv måneder på
Pastas landsted ved Como-søen, hvor han skrev titelpartiet til sin muse, som
han kaldte hende. Pastas mand var jaloux og skal have været nær ved at
destruere partituret. Bellinis nste opera "Beatrice di Tenda" fik derimod en kølig modtagelse i Venezia. Bellini tilbragte sommeren 1833 i London, hvor hans
operaer nød samme yndest som i Italien. Han rejste til Paris, hvor Rossini tog
godt imod ham og utvivlsomt var manden bag en invitation til Bellini om en ny
opera til Théatre Italien. ”Puritanerne blev en stor succes og ikke blot efter
premieren i Paris den 24. januar 1835, selv i London, hvor man havde frygtet,
at publikum ville opponere mod den opdigtede historie fra den engelske
borgerkrig mellem puritanerne og royalisterne.
Men Bellini overlevede kun sin opera med nogle få måneder.
Da han havde trukket sig tilbage til et lånt hus i Puteaux for at skrive en ny
opera, døde han af en betændelse i tarmen.
Billede fra den meget
roste opførelse i Cardiff af ”I puritani” i Annilese Miskimmons iscenesættelse.
Hendes danske opsætning bliver overvejende med andre sangere, blandt andet
Henriette Bonde-Hansen, og med sceniske ændringer, som gør det lettere for et
dansk publikum at følge med i baggrundshistorien. Fotograf: Bill Cooper.
”I puritani” spilles
17. og 19. august kl. 19.30 og 21. august kl. 15.00. Spilletid tre timer.
Musikhuset Aarhus. Billetter: http://www.billetlugen.dk/da/event/I-pritani/billetter.
Artiklen I puritani og katolikkerne med handlingsgennemgang er kommet på