Publikum var inviteret til at synge med i Aarhus Symfoniorkesters opførelse af Carl Orffs korklassiker ”Carmina burana”. Helt vildt foregik det nu ikke. De, der gerne ville have fornøjelsen, skulle i forvejen melde sig og være med i korprøver med de andre mere eller mindre garvede korister i det århusianske KOR 72’s regi.  Godt en halv snes stolerækker på gulvet i Symfonisk Sal var fyldt op med de 275 sangere i det, der blev kaldt Stort Kor 72.

Det begejstrede publikum – for begejstret var det – sad på den bagerste ophøjning i salen og på balkonerne, også på korpladserne foran orglet. Det sidste kan være en speciel fornøjelse, for man ser dirigenten forfra, som musikerne gør det. Mange steder er disse (billigere) pladser meget efterspurgte, fordi man derfra kan opdage nyt i musikken, så også Aarhus Symfoniorkester burde nok åbne for salg af dem langt oftere.

Giv publikum mulighed til at slå os løs

Nej, der var ikke åbnet for den vilde og ukontrollerede deltagelse. Det var en koncert med kvalitet også for os, som kun skulle lytte. Men lad os springe lidt udenfor et øjeblik. Det sker for eksempel, når et par sangsolister i det afsluttende operanummer, som vi alle mere eller mindre kender, opfordrer publikum til at synge med på omkvædet. Teksten kan uskyldigt være at læse i programhæftet, hvis de gode sangere nu skulle få lyst til at give et ekstranummer. Så kan man senere sige: ”Jeg sang for resten sammen med ham Domingo forleden”. Det giver lidt ekstra til cv’et, til ens curriculum vitae.

Men alligevel lidt mere alvorligt: Hvorfor er der så alt for sjældent en koncert, hvor publikum får mulighed for at slå sig lidt løs på en voksen måde? Sådan var Festuge Classic engang tænkt, men den blev en mere almindelig koncert.

Almindelig og dog noget særligt

Denne aktuelle koncert med ”Carmina burana” var en sådan almindelig koncert og alligevel noget særligt. Værket er jo velegnet til denne specielle lejlighed. Korstemmerne er ret enkle at gå til, og man kan blive opstemt af at synge med, hvis dirigenten kan sit inspirerende job, og det kunne den erfarne Michael Bojesen. Med det naturligvis flot spillende Aarhus Symfoniorkester kom der go i den. Korklangen fra parterret var i orden, præcisionen også, naturligvis ikke så fintslebent som til en ”rigtig” koncert, men alligevel.

Tre solister lyste op. Tenorens sang om svanen, som på kroen mindes sin tid som frit flyvende svane over søen, alt imens han/den venter på at blive serveret som en sort kullet steg, er et hit, når man virkelig fornemmer en stakkels svane i sangen. Det gjorde man i tenoren Gert Henning-Jensens mesterlige præstation. Det største soloparti havde barytonen Teit Kanstrup, som synger meget i London, og som også havde sit fine specielle bud som en vittig fordrukken gæst i krostuen. Sopranen Frederikke Kampmann er nu ansat to år på Theater an der Wien, og i hendes smukke sang noterede man især en dejligt sikker højde.  

Lykkehjulet fra middelalder til nazismen

Lykkehjul, skæbnehjul, forårsdans på engen, fuldesang på kroen, elegant og følsomt elskovshof, digtet for snart 1000 år siden på latin og gammeltysk, sat i musik på et tidspunkt i verdenshistorien, da det gamle kulturland, hvor digtene var blevet til, blev styret af den sorte nazisme. Det var ikke dens ledere, som bestilte eller ønskede netop ”Carmina burana” af Carl Orff, men naziledelsen måtte anerkende ham som en af Tysklands mest lovende komponister uden dog at komme til at anerkende hans musik som deres musik. Carl Orff var ikke nazist, men hvis han ville overleve, var også han nødsaget til at komponere musik, som han ikke selv var glad for at skrive. Men ”Carmina burana” var han selv lykkelig for, mens flere naziledere forbød den opført i deres områder.

Carl Orffs musik sad. Festligt var det med disse nærmest motorisk medrivende toner. Men der er jo andet i den. Det blev en anderledes, men også en rigtig god koncert.

110.000 til gratis koncert med Wiener Philharmoniker

Noget helt andet: Wiener Philharmoniker giver hvert år en koncert med klassisk musik på den vidstrakte plæne mellem kejserslottet Schönbrunn og den såkaldte Gloriette i Wien, hvor kejser Franz Joseph elskede at sidde behageligt i en specielt bygget vogn og ”gå” på jagt. Det er en ret ny koncerttradition, og populær er den. Der er gratis adgang, forstærkningen af lyden er meget professionel, og flot er det med slottet belyst i mange farver og festfyrværkeri og dans til ekstranumrene, Offenbachs ”Can can” og Johnn Strauss’ ”Wiener Blut”.

Det blev et rekordår denne gang. Vejret var for en sjælden gangs skyld tørt og varmt. En time før koncertens begyndelse måtte området afspærres, da over 110.000 mennesker fyldte det op. U 4 kørte i ekstra pendulfart ud til Schönbrunn og måtte så over højttalerne på undergrundstationerne meddele, at koncertområdet var fyldt og lukket. Koncerten blev transmitteret over ORF 2 og 3sat fjernsyn og også vist på storskærm i Barockgarten som led i en gratis Volks-E-Musikfest, en folkelig festival med E-Musik, hvilket betyder ernste musik, altså musik, som man tager alvorligt.

Årets alvorlige musik var for en god del fransk. Semyon Bychkov dirigerede philharmonikerne i Bizet, Berlioz, Ravels ”Bolero” og Poulencs koncert i d-mol for to klaverer med søstrene Labecque, hvoraf den ene, Marielle er gift med Bychkov. Wiener klassiken manglede naturligvis ikke. Koncerten udsendes om kort tid både på cd og på dvd.

I wienerpressen blev der skrevet ironisk om, at man på Wikipedia kan læse, at besøgsrekorden i Schönbrunn parken i 2007 var på 140.000 tilhørere: Og der konstateres tørt: Schönbrunn er tilsyneladende blevet større i mellemtiden! 

Billede: Dirigenten Michael Bojesen havde styr på alle både foran og bag sig.  pr-foto