Aarhus Symfoniorkester har som bekendt fået en ny chefdirigent, franskmanden Marc Soustrot. Samarbejdet har nærmest været fantastisk. Parterne kan lide hinanden, og det er både udtalt og hørbart. I denne omgang dirigerede Soustrot fransk musik. Nej, det nytter ikke at sige ”hov”, for i 1919, da Igor Stravinskij skrev sin anden suite af tre over balletten ”Ildfuglen”, var den russiskfødte komponist inkarneret franskmand. Men aftenens andre komponister, Ernest Chausson og Claude Debussy, forblev franskmænd fra vugge til grav.

Franske komponister var sene til at skrive symfonier. Saint-Saëns og Lalo og specielt Franck skrev de betydeligste i anden halvdel af 1800-tallet. Bizet komponerede som purung en charmerende symfoni i C-dur, som først blev opdaget mange år senere. Chausson studerede netop under Cesar Franck på Pariserkonservatoriet. De blev venner, og Chaussons opus 20 i B-dur minder i karakteren og orkesterfylden da også om Cesar Francks berømte og populære symfoni, ikke blot fordi de to symfonier lidt usædvanligt begge har tre satser. Det er et varmt og tæt klingende partitur, som Soustrot tidligere har indspillet med filharmonikerne i Loire. Chausson er også inspireret af Wagner, men han er sig selv, absolut mest fransk, selv om jeg anede lidt ”Tristan og Isolde” i den smukke andensats. Chaussons opera ”Le Roi Arthus” minder i højere grad om Wagners musik.

To gange orkesterfyrværkeri

Debussy er anderledes kendt herhjemme, men vel ikke hans balletmusik til ”La boite a joujoux” (Legetøjskassen). Det er musik, som fortæller eventyr for både børn og voksne, men mest for os sidstnævnte. Det er eventyr med alvor og leg i en ægte elegant og genemhørbar Debussy-stil. Og Aarhus-symfonikerne under deres nye franske chef spillede det elegante partitur kammermusikalsk flot. De to ting kan godt forenes, og de blev det.  Både her og i Stravinskijs ”Ildfuglen” burde mange af orkestrets musikere fremhæves med navn og præstation, men man kunne lige så godt opregne alle orkestres musikernavne. Så godt, så præcist og så livfuldt var samspillet.

Hos Stravinskij var det en speciel oplevelse at lytte til det totale klangbillede, som skiftede på fængslende vis, som Stravinskij ville det. Vi fik lov at opleve den fantastiske instrumentation. Som godheden sejrer over ondskaben i musikken, blev opførelsen et lovende budskab om, hvad orkestret vil kunne præstere i kulturbyåret 2017.

Nej holdt. Så er det nødvendigt at politikerne spiller med, både de lokale og folketingets. Og det gør de ikke. Læs videre derom, men nu er De advaret.

Her er den ødelæggende nyhed

Landsdelsorkestrene har det vanskeligt, nogle vanskeligere end andre. Det afhænger af den lokale politiske velvilje eller modvilje. Ingen af orkestrene er tæt på at opfylde, hvad der er nedfældet i musikloven, nemlig ”at orkestret … har en sådan størrelse og sammensætning, at grundlaget for fremførelse af det… nævnte repertoire på kunstnerisk forsvarlig måde er til stede”. LOF, landsdelsorkesterforeningen har overtaget et billede fra fodboldbanen, som læserne vil kunne kende fra jcklassisk.dk: At gennemføre forslaget i finanslovforslaget for 2016-2019 svarer til at reducere et fodboldhold fra 11 til 9 spillere. Hvis man ser det i forholdet til det musikalsk ideelle vil det nok snarere betyde et fodboldhold på 5-6 spillere (et godt ord, som kan bruges både om orkestermusikere og fodboldspillere).

De danske landsdelsorkestre arbejder hårdt og godt. De betyder utroligt (dette oftest tomme ord er her på sin plads) meget i den nødvendige forstærkning af kulturlivet landet over og ikke at forglemme også i den brede musikalske fødekæde og i de lokale musikmiljø i provinsbyerne. Det virker uforståeligt, at regeringen, samtidig med at den har et stort udspil i gang med at sende 3900 embedsmænd ud i landet for at modvirke et udkantsdanmark, for et langt mindre beløb skærer kultur væk, som vil betyde, at den provins, som de udsendte skal flyttes til, kommer endnu nærmere det negative begreb udkantsdanmark.

Hvor lidt betyder meget

Man kan spørge, om et par musikere betyder så meget for et orkester, men landsdelsorkestrenes størrelse er allerede på kanten, beskæringerne har været godt i gang i de seneste år, og den franske musik med Aarhus Symfoniorkester, som anmeldes ovenfor, og Den jyske Operas opførelse af Mascagnis ”L’amico Fritz” med Odense Symfoniorkester og derefter de øvrige landsdelsorkestre (læs anmeldelsen ”Stor musik, scenisk kikser) vil i fremtiden ikke kunne yde samme kvalitet. Nedskæringen af provinsens symfoniorkestre er del af en salami-øvelse, som kan give indtryk af at være demokratisk, med som ikke er det, for den rammer ikke ens. Den negative konsekvens for provinsorkestrene er relativ stor.

Den samlede statsbesparelse i perioden 2016-2019, er på 27,4 millioner kroner, som fordeles mellem landsdelsorkestrene i Odense, Aarhus, Aalborg og Sønderjylland samt Copenhagen Phil. Det svarer som ovenstående fortalt på en anden måde til to musikere færre i hvert af de fem orkestre. Og de befinder sig i forvejen i underkanten. Gennemføres forslaget, må man endda håbe, at de forskellige lokalpolitikere ikke benytter lejligheden til at danse deres egen ødelæggende kehraus.  

Billede: Stravinskij som yngre.  Aarhus Symfoniorkester viste, hvad den nye chefdirigent Marc Soustrot på kort tid har udvirket i kvalitetsfyldt orkesterspil i Stravinskijs anden orkestersuite fra "Tldfuglen", hvis anden  version fik sin første opførelse i 1919.