”Men den eneste, som al den snak om ”tenor nummer et” går ud over, er Luciano selv. Det er altid meget svært at stå ansigt til ansigt med et publikum og synge. Det er vanskeligt nok, hvis man blot er en god operasanger, men hvis man omtales som ”større end Caruso”, ”århundredets bedste tenor” og så videre, lægger det en umulig byrde på ens skuldre. Det er umuligt at leve op til aften efter aften. Publikum forventer mirakler”.  Tenoren Giuseppe di Stefano, forbillede for og ven med Pavarotti, i Pavarottis selvbiografi ”Historien om mig selv”, Holkenfeldts Forlag 1981 og 1989, oversat af Paul Monrad.

Det var i Salzburg i festspiltiden 1988. Vi internationale musikjournalister blev dengang fodret med pressemøder arrangeret af pladeselskaber. Vi kendte på denne måde byens bedre hoteller og restauranter. Decca havde inviteret os til at møde den store italienske tenor Luciano Pavarotti, men overraskende og afvekslende nok var det på et meget lille hotel med en beskeden restaurant i udkanten af festspilbyen. Her foretrak Pavarotti at bo under sit lange festspilophold. Han havde netop givet en tiljublet liederkoncert. Jo, forklarede han, hotelejeren, hans ven, havde stillet sit køkken til rådighed for ham, så han selv kunne tilberede sin gode italienske mad.

Festspillene havde bedt Pavarotti om at gentage sin koncert, men han havde sagt nej, for den ville komme for tæt på en følgende koncert i København, og han ville være ved frisk stemme i Danmark. Flere af mine kolleger mente nu, at der var god tid til at lægge koncerten ind før Danmark, men Pavarotti rystede på hovedet. Jeg vidste, at Domingo kort tid før på en koncert i København med zarzuelas, den spanske ”operette”, havde været så udkørt, at han nogle steder måtte snyde lidt med at bruge en båndoptagelse og foregive at synge. Jeg havde ikke selv været til denne koncert.

Efter afslutningen på den officielle del af pressemødet, som blev muntert styret af Pavarottis evner som entertainer, fortalte jeg ham, at jeg var dansker og glædede mig over, at han tilstræbte at være i topform i København. Havde han hørt om Domingos koncert i København? Jo, det havde han, kom det lidt tøvende. Han undskyldte kollegaen og vel også rivalen, men han var tydeligt glad for at kunne understrege, at han ville give danskerne sit bedste.      

Før en 80-års dag

Luciano Fernando Pavarotti, for at tage hans fulde navn, ville den 12. oktober være fyldt 80 år, havde han levet. Han døde som 71-årig af kræft i september 2007. Var han verdens største tenor? Mange mener det. En læser, en stor fan af tenorer og i særdeleshed af Pavarotti, har bedt mig skrive en artikel om den for ham største tenor gennem tiderne. Ja, undskyld for allerede at have omgået di Stefanos formaning.   

Pavarotti er den største for mange. Vi kan roligt sige den mest populære. Og det er let at forstå. Ingen tenor i de seneste par generationer har som han grebet masserne, som ikke kendte til stor operasang, før de hørte ham. Som musikanmelder for Jyllands-Posten har jeg selv betegnet ham som den største nulevende aktive tenor. Og det holder jeg fast ved, når jeg får lov til at medregne evnen til at bringe ”suset” af operaen ud til de mange uindviede i operakunstens magi.

Mange slags tenorer

Tenor er jo et vidt begreb. Der er langt fra en Mozart-tenor til en Wagner-tenor for blot at holde os inden for operaens område. Pavarotti kunne synge Mozart, og han sejrede som Idomeneo på festspillene i Salzburg i 1983, men han var og blev italienertenor, og han har aldrig forsøgt at sælge sig selv i Wagner eller anden tysk opera. Det skulle da lige været i det lille parti som sangeren, der yder marskalinden sin hyldest på hendes morgenmodtagelse i Richard Strauss’ ”Rosenkavaleren”.  

Enrico Caruso var det store navn i 1900-tallets første årtier, også efter sin død i 1921, og Pavarotti blev det store navn i århundredets anden halvdel. De to indtager en særlig position som operaens folkeforførere. Men i århundredeskiftet til 1900-tallet og de følgende første årtier var der mange store og spændende varierede tenorer, for mange til at blive nævnt her. Tenorlandskabet i dag er fattigere, uden at vi mangler tenorer, som det kan være en fornøjelse at lytte til.                                                                      

Det står fast, at den største Wagner-sanger gennem tiderne var vor egen Lauritz Melchior, som også kunne synge en fantastisk Otello af Verdi, men hans repertoire var ikke det, som fangede de største masser af lyttere. Andre italienere som Beniamino Gigli og Placido Domingo har i popularitet konkurreret med henholdsvis Caruso og Pavarotti, men ingen har slået så bredt og kraftfuldt igennem som de sidstnævnte. Men vi må også operere med kvalitative begreber som ”den smukkest syngende bel canto tenor” eller ”den mest musikalske tenor” og lad mig tilføje ”den mest spændende tenor”. Ingen tenor hverken før eller nu kan toppe i det hele,                                             

En ny begyndelse med Caruso

Pavarotti lyttede meget til andre tenorer.  Den ældste var Enrico Caruso. Den unge neapolitaner var den rigtige på det rigtige sted i det interimistisk pladestudie på Grand Hotel i Milano, da han for den fra London tilrejsende pladeproducent Fred Gaisberg den 11. april 1902 indsang en række operaarier. Caruso blev stor sammen med pladeindustrien og blev fulgt af en ny generation af ”almindelige” mennesker, som blev operaelskere. Caruso havde da netop skabt sensation på byens La Scala opera. Noget dengang nyt i hans stemme var sammensmeltningen af det lyriske og det heroiske element. Caruso videreførte 1800-tallets bel canto (den smukke sang), men tilførte den mere ydre dramatik. Hans stemme passede fint til datidens beskedne optagerudstyr, men herom sagde han selv: ”Min stemme klinger ikke så mat som på disse plader”.

Caruso blev forbilledet for flere generationers tenorer, og hans dramatiske pointeringer blev generelt overtaget, men også overdrevet. Dog ikke specielt af Pavarotti. Jeg ved ikke, om Pavarotti lyttede til Carusos yngre kollega Alessandro Bonci, men han fremhævede selv den uforlignelige Tiro Schipas plader. De to kan kaldes tenore de grazia. Bonci sagde: ”Forsøg aldrig på at ”holde” stemmen, men spin den ud og hold dit åndedrag”. Det lyder, som havde den unge Pavarotti lyttet. Da han som 28-årig indsang sine fem første operaarier fra ”La bohème”, ”Tosca” og ”Rigoletto” for Decca, som forblev hans pladeselskab livet igennem, kunne hans verdenskarriere støt og sikkert begynde. Stemmen var smuk, lyrisk og ikke mindst i højden let og ubesværet. Senere skulle han efterstræbe mere kraft i stemmen, og det skete naturligvis ikke uden problemer samtidig.

Faderen, Björling og di Stefano

Et par af Pavarottis tydelige forbilleder var Aureliano Pertile og  hans yngre kollega, svenskeren Jussi Björling, hvis plader blev spillet igen og igen i hjemmet. Et andet forbillede var med rette hans egen far, der var bager i Modena, men som med sin smukke store stemme, som sønnens mindede om, var en ofte benyttet tenorsolist om søndagen i kirken og til hverdage i mange andre sammenhænge. Luciano er ofte blevet sammenlignet med Björling på grund af en vis lighed i stemmekarakteren, men klangligt var de to ikke helt ens. Pavarottis klang var, hvad man mere eller mindre forståeligt har kaldt ”hvid”, ensartet, ren. Svenskerens var så også hvid men lidt mere meleret og derfor egnet i et bredere repertoire og ikke mindst i det franske. Med Björling har vi at gøre med en tenor, som også herhjemme har haft og stadig har en beundrerskare, som sagkyndigt holder på ham som alle tiders smukkest syngende tenor.

Giuseppe di Stefano var både ven og forbillede for den yngre Luciano. Hans klang kan i en endnu højere grad end Pavarottis kaldes åben og dårende, men samtidig smagfuld. Den unge di Stefano er for undertegnede et under, men han ville være sig selv og synge det, som han gerne ville uden at tænke på stemmens holdbarhed og fremtiden. For di Stefano gik det galt. Han mistede næsten stemmen. Pavarotti beholdt langt mere sikkert sin, men dog ikke til det sidste.

Et afgørende skub i karrieren var for Pavarotti nogle turnéer rundt i verden med den vidunderlige australske sopran Joan Sutherland og hendes meget kyndige husbond, men undertiden også lidt kedelige dirigent Richard Bonynge. Denne fortæller om mødet i 1963, da han første gang hørte og beundrede Pavarottis stemme, der var ”rund, havde en metallisk klang og uden besvær steg op i stratosfæriske højder”. Den unge Pavarottis manglende erfaring blev opvejet af hans begærlighed efter at lære. Når ægtemanden ikke lige så på, mærkede Luciano i al ærbarhed rundt på divaens mave for at lære af hendes fantastiske åndedragsteknik. En af hans mest pragtfulde pladeindspilninger blev Bellinis ”I Puritani” (Den jyske Opera august 2016) sammen med Sutherland og dirigeret af Bonynge. Dengang i 1973 var hans stemme bevægelig og både let og fyldig i ægte bel canto sang.

Toptoner og fodboldmål

Og han væltede det ene publikum efter det andet i Tonios arie med de ni høje C’er, ”Ah! Mes amis” fra Donizettis ”La fille du regiment” (Regimentets datter). Pavarotti fandt denne forrygende arie og pragtfulde shownummer frem til vor tid. Man har lov til at sammenligne Pavarotis angreb på de høje toner, altså det høje C og Des'et lige over med en fodboldspiller, der gør klar til at sparke mod mål. Pavarotti  var som ung så god til at spille fodbold, at han fik en opfordring til at blive professionel. Han ramte det høje C på samme vel tilrettelagte måde, som fodboldspilleren lægger an til at sparke mod mål, tøver et øjeblik, mens publikum holder vejret, og så hamrer bolden i netmaskerne med et brag, der udløser en eksplosion af jubel. Kollega Juan Diego Florez har nu overtaget de ni høje C'er.

En anden sopran, som betød meget for ham, var Mirella Freni. De kendte hinanden nærmest fra amme-stadiet, og som Pavarotti sagde: ”Jeg har oplevet alt sammen med Mirella - undtagen ”amore”.  De debuterede sammen hjemme i Modena, og de har været sammen om pragtfulde pladeindspilninger. For eksempel er deres ”La bohème” under Herbert von Karajan på Decca toppen af alle fine indspilninger af den populære opera. Kun én tone kan kritiseres, den allersidste i første akt, da Pavarotti stiger til vejrs i tonerækken imod Puccinis klare ønske. Det er der mere at læse om i afsnittet om Pavarottis afskedskoncert i den følgende artikel. Pavarotti efterlod mange store indspilninger, og Decca sørger for, at mange af dem stadig er på markedet.

Anden del af artiklen, Glimt af Pavarottis karriere, følger hurtigst.

Pavarotti fotograferet på en udendørs koncert i Buenos Aires i Argentina december 1991. Foto: Reuters

Husk også omstående introduktion, "Guide til en operaopdagelse" , Den jyske Operas opførelse af Mascagnis "Vennen Fritz"