Runde år kan være velegnede til at gøre opdagelser i. Vi fejrer nu både Giuseppe Verdi og Richard Wagner i 200-året for deres fødsel. Wagner er der næppe meget nyt at opdage hos, men man kan gøre det hos Giuseppe Verdi, hvis fødselsdag er den 10. oktober. Verdi komponerede 28 operaer, og så er væsentlige bearbejdelser af et par af dem ikke engang regnet med. Det er så mange, at det er naturligt, at operachefer fortrinsvis har holdt sig til at gentage de i forvejen populære.

Nysgerrigheden for de tidlige operaer er heller ikke blevet vakt af, at musikskribenter rask væk har skrevet af efter hinanden om de tidlige værkers mere eller mindre mangler, uden at de tilsyneladende har kendt operaerne.

Nu i 200-året, da vi her på bloggen har anmeldelser af Verdis operaer udsendt komplet på dvd’er (Serien Tutto Verdi på C-major, herhjemme distribueret af Naxos Records) og al Verdis musik komplet på 75 cd’er (Universal som billigtilbud), har man let kunnet opdage, at den musikalske virkelighed er en helt anden.

Hamburg opdager Verdi

Den opdagelse har Hamburgs Statsopera også gjort og fejrer 200-året på en meget spændende måde med en storstilet festival til efteråret med premierer på tre af hans bedste tidlige operaer, som man ellers sjældent har mulighed for at høre. Vi har booked ind på to af dem, ”I due Foscari” og ”La battaglia di Legnano”. Operaturen fra torsdag den 14. november til søndag den 17. november byder også på Richard Strauss’ ”Ariadne på Naxos” i en meget rost opsætning fra 2012. Her får man en helt enestående og pragtfuld sangerbesætning at høre.

Det operaprogram var ikke til at stå for, og vi har sikret os billetter, endnu inden salget til alle tre forestillinger er åbnet. Et mangeårigt samarbejde med omkring hundrede musikrejser mellem Kjeld Jul Madsen og John Christiansen går forud for denne operatur arrangeret af Mangaard-Travel i samarbejde med musikbloggen jcKlassisk.dk. 

Naturligvis håber vi, at mange tidligere rejsedeltagere og mange læsere af bloggen vil deltage, men andre operainteresserede er naturligvis mere end velkomne. Turens udgangspunkt er Aarhus, hvorfra vi igen kører med Alex Løvshalls behagelige, moderne langtursbus. Rejsende fra Midt- og Østdanmark kan stige på ved Kolding banegaard.  I bussen vil John Christiansen introducere operaprogrammet.

Dagene kort fortalt

Torsdag aften indledes rækken af operaoplevelser med Richard Strauss’ ”Ariadne på Naxos”. Fredag formiddag kan de interesserede på en kort tur køre med bussen ned til Elben og få et indtryk af blandt andet Elbphilharmonie. Det stolt flydende koncerthus, som bygges sammen med et luksushotel og et privat parkeringshus i Hamburgs havn, var oprindelig projekteret til 77 millioner euro, men det kan i dag fastslås, at det kommer til at koste mindst 575 millioner euro, utvivlsomt mere. Åbningen var oprindeligt beregnet til 2010, men nu håber man på oktober 2015.

Fredag aften spilles Verdis ”La battaglia del Legnano”. Lørdag kører bussen til den gamle hansestad Lübeck, 55 kilometer på motorvej og tilbage igen om eftermiddagen. Det er inkluderet i turprisen, og der er ingen forhåndstilmelding. Man stiger på, hvis man vil med. Vi skulle være tilbage på hotellet om eftermiddagen i god tid til aftenens opera kl. 19.30, Verdis ”I due Foscari”. Søndag kører Alex os igen over Kolding m.m. op til Aarhus.

Verdis tidlige operaoplevelser

Musikken i de tidlige operaer er gennemgående klart bedre og med flere medrivende oplevelser, end man har fået lov at tro. På den anden siden må man gerne være en lidt glad og naiv musiksjæl for helt at kunne leve med, når handlingen ikke just jubler af logik. Men ih, hvor er både ”I due Foscari” og ”La battaglia di Legnano” operaer med kraftfulde melodier, som man ikke kan undgå at leve med i.

Slavernes kor ”Va pensiero” fra ”Nabucco” blev en folkeslager og et frihedssymbol, men ”La battaglia del Legnano” var og blev Verdis patriotiske frihedsopera frem for nogen. Her er flere korsatser, som folk også tog til sig. Publikum vidste, hvad operaens konfrontation i 1176 mellem den tyske kejser Barbarossa og de lombardiske folk, der søgte frihed og enhed, stod for. Verdi skrev operaen i 1848 for ideen om en italiensk enhed, den såkaldte Risorgimento. Kraften i hans musik blev født midt i en succesfuld bevægelse. For afvekslingens skyld er det så godt, at Verdi samtidig kunne arbejde med en kærlighedshistorie med dramatisk jalousi. Teksforfatteren  Cammarano var inspireret af et fransk skuespil ”La bataille de Toulouse”.

I due Foscari

”I due Foscari” er allerede fra 1844. De to Foscari’er er far og søn. Sønnen er dømt til landsforvisning for medvirken i et mord, som vi aner, at han er uskyldig i, og vi får ret. Selv om faderen er Doge, må han følge rådets dom og akceptere, at sønnen skal landsforvises. Et familiedrama, som bliver en familietragedie. Sønnens hustru Lucrezia er en spændende formet karakter, som kæmper for sin mand og familien. Det er også Verdis ærinde. For ham betød forholdet mellem generationerne meget. I virkeligheden er ”I due Foscari” en af Verdis psykologisk mest moderne operaer og dejligt fri for tåbeligheder, som ”La battaglia di Legnano” ikke kan siges fri for. Det er umiddelbart let at blive grebet af operaen.

De medvirkende i Verdi

Hamburgs australskfødte generalmusikdirektør Simone Young dirigerer begge Verdi-operaer. Hun er lige typen, der nok skal få sat knald på dem. Den ansete britiske instruktør David Alden sætter dem begge op. Bassen Tigran Martirossian, som hurtigt er blevet en af Hamburg-publikummets favoritter, synger Barbarossa. Carlos Almaguer som Rolando og Yonhoon Lee som Arrigo kan kæmpe om Alexia Voulgaridou som Lida. Det er nye navne, men hør dem.

De tre hovedroller i ”I due Foscari” er besat med sangere, som derimod ikke skulle være ukendte for dem, som følger med i det internationale operaliv. Den ældre doge Foscari synges af Andrzej Dobber, sønnen Jacopo Foscari af tenoren Giuseppe Filannoti og Lucrezia af sopranen Amarilli Nizza.  

Ariadne på Naxos

Turen var først tænkt over en udvidet weekend fra fredag til søndag, men så dukkede Richard Strauss’ raffinerede ”Ariadne på Naxos” op på det endelige sæsonprogram, og det stod klart, at vi måtte af sted allerede torsdag. Iscenesættelsen af Christian Stückl, som til passionsspillene i Oberammergau i 2010 fik mig til at drømme om ham som operainstruktør, blev da også tiljublet uden et eneste buh-råb ved premieren i maj sidste år. For eksempel Hamburger Abendblatt skrev blandt andet: ”Fantastisk ensembleteater med vid og dybde – og en musik så smuk, at den er til at falde i svime over.”

Sangerbesætningen kan intet sted høres tilsvarende, tør jeg hævde. Peter Seifert, som i øjeblikket meldes i strålende heltetenorform, synger tenoren i forspillet og guden Bacchus i selve operaen, og Katja Pieweck synger primadonnaen og Ariadne. I forspillet bliver det en fornøjelse at høre den unge Maria Amarkina synge komponistens rolle, og her dukker gode, gamle Franz Grundheber også op som musiklæreren.

Opdag en ny verdenssopran

I selve operaen bliver det et højdepunkt at høre den unge russiske sopran Olga Peretyatko charmerende trylle med Zerbinettas koloraturer. Strauss favner kvindekønnet med de to modsætninger, den tragiske Ariadne og den livskåde Zerbinetta. Til foråret synger hun på Mangaard-Travels operatur til Metropolitan-operaen det kvindelige hovedparti i Bellinis ”I Puritani”. Olga Peretyatko kan minde om sin lidt ældre kollega Anna Netrebko, begge kommer fra St.Petersborg, men hvis stillet over for et valg ville jeg lige så gerne høre Peretyatko som Zerbinetta som Netrebko i hvilket som helst af hendes partier.  

SIDSTE: På afrejsedagen kan vi nå en koncert med Hamburgs philharmonikere, for først efter frokost kører Alex vor bus mod Jylland, så alle kan nå for eksempel også København om aftenen. Koncerten byder bl.a. på to værker af den 200-årige Richard Wagner, hans Symfoni i C-dur, som er inspireret af Beethovens syvende symfoni, og de fem lieder til tekster af Mathilde Wesendonck sunget af Michelle deYoung. Af Peter Ruzicka uropføres et værk med tilknytning til Franz Liszt og orkesterværket "RW", som er over temaer af Wagner. Denne koncert er ikke inkluderet i rejseprisen, men kan bestilles gennem Mangaard-Travel.

Vi har igen valgt Hotel Baseler Hof i Hamburg kun et par hundrede meter fra Statsoperaen. Bussen kører fredag ned til Elbphilharmonie og lørdag til Lübeck med dem, som har lyst til en udflugt til den gamle hansestad. Pris 6.230 kr. i delt dobbeltværelse, enkeltværelsetillæg 760 kr., inkluderer tre operabilletter i parkettet, bus fra Jylland inklusive udflugter, morgenmad og en middag.

Operatur Hamburg 14.-17. november. 3 operaer på Staatsoper. Detaljeret, illustreret program og tilmelding: Mangaard Travel Group, Kjeld Jul Madsen. Valhalvej 1, 8230 Aabyhøj, tlf. 86 75 48 40. Se også program og tilmelding på www.mangaard-travel.dk

Olga Peretyatko. Foto Gela Megretidze.